Sygeplejersker snydt for millioner af sygehus

Odense Universitetshospital havde ikke tilstrækkelig styr på sygeplejerskernes overarbejdsbetaling.

Flere hundrede sygeplejersker på Odense Universitetshospital kan se frem til ekstra høje tal, når de tjekker deres næste løn.

Efter flere års uenighed er hospitalsledelsen og Dansk Sygeplejeråd blevet enige om, at 850 sygeplejersker skal have efterbetalt mere end 6,5 millioner kroner.

- Det er dejligt, at vi endelig kan få vores løn for det arbejde, vi har lavet. Det er ikke så rart, når der er usikkerhed om ens løn, siger Pia Ringkvist, der er sygeplejerske på Odense Universitetshospital.

Pia Ringkvist og hendes kolleger får efterbetalingen, fordi tillidsrepræsentanter opdagede, at lønsedlerne ikke stemte overens med deres egne opgørelser over overarbejde.

I første omgang ville hospitalsledelsen, ifølge Dansk Sygeplejeråd, ikke anerkende kravet. Efter flere års møder og trusler om voldgiftssager er parterne dog nu blevet enige om efterbetalingen.

I alt drejer det sig om løn for omkring 29.500 mer- og overarbejdstimer siden 2005. Derfor kan 850 sygeplejersker fra hospitalet se frem til at dele cirka 6.639.000 millioner kroner, når de får løn i slutningen af september.

Selv om sygeplejerskerne nu får deres løn, er der en vis utilfredshed med forløbet.

- Arbejdsgiver har taget alt for let på det her. Vi har igennem rigtig lang tid kæmpet for, at få den her sag løst, men det har ikke virket som om, de ville ret op på fejlene, før de virkelig blev presset til det, siger Helle Marie Mogensen, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Odense Universitetshospital.

Oversigt

    Oversigt