Sygeplejersker: vigtigt med overvågning

Kun tre af de op mod 60 personer, der i august stormede skadestuen i Odense, er tiltalt i sagen. Det skyldes blandt andet manglende videobilleder af episoden.

OUH-personalet sætter fremover deres lid til videoovervågning.

- Jeg tror, at politiet har gjort det så godt de kunne, så længe vi ikke har kunnet give dem overvågningsbilleder af overfaldet, siger tillidsrepræsentant Kirsten Nikolajsen om de få tiltalte.

Siden overfaldet 21. august 2012 har OUH arbejdet med at forbedre sikkerheden for personale og patienter på den fælles akutmodtagelse. Blandt andet er der nu færre indgange til skadestuen.

Fællestillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne på OUH, Kirsten Nikolajsen, siger til TV 2/FYN, at de ansatte er kommet videre oven på den dramatiske episode og er trygge ved at gå på arbejde nu.

- Vi har lært, at det er vigtigt, at man har noget videomateriale, man kan give videre til politiet. Dermed har de har noget at identificere ud fra, i stedet for at det er personalet, der skal gøre det, siger Kirsten Nikolajsen.

Oversigt

    Oversigt