Symfoniorkester og kammerkor nedlægges

Som en konsekvens af regeringens sparekrav til landets universiteter nedlægger SDU sit symfoniorkester og kammerkor med øjeblikkelig virkning.

En æra er slut. Efter 60 år nedlægges kammerkoret på SDU, da universitet skal spare 149 millioner kroner. Ligeledes sløjfes symfoniorkestret, der er Danmarks eneste symfoniske universitetsorkester. Og det vækker sorg hos den argentinske dirigent, Saul Zaks.

- Jeg synes, det er ærgerligt. Vi har opnået resultater, som andre orkestre kun drømmer om. Folk bliver ofte forbløffet over, hvor store koncerter, vi har spillet.

Kammerkorets historie går helt tilbage til 1950’erne. Dengang startede det som et gymnasiekor med den nyligt afdøde korleder Carsten Mollerup i spidsen. Og da Syddansk Universitet blev stiftet, overgik det til at være et universitetskor. Først i 2002 tog Mollerup afsked med koret ved en stor 50-års jubilæumskoncert, hvorefter Saul Zaks vandt stillingen ved en åben dirigentkonkurrence. Zaks var også manden, der i 2002 stiftede symfoniorkesteret.

- I 2014 spillede orkesteret i Carnegie Hall i New York, der er et af de ypperste steder at optræde med klassisk musik med støtte af Viggo Mortensen. Og vi har også spillet i Berliner Philharmonikerne. Desuden har vi lige indspillet en plade, som er blevet udgivet på et amerikansk pladeselskab og indstillet til en Grammy. Så det er meget trist, at vi nedlægges, fortæller han.

Orkestret har stået for en betydelig talentudvikling af unge musikere, og ungdomsorkestrets musikere er da heller ikke professionelle. Det samme gælder kammerkoret, hvor ærgrelsen også er til at tage at føle på.

- Vi startede som et lille universitetskor, men har fået internationalt udsyn og er med til at promovere Syddansk Universitet i udlandet. Så det er synd, at vi skal nedlægges, siger Morten Michaelsen, der er sanger i koret.

Kammerkoret har fire koncerter tilbage i år, mens symfoniorkesteret er nedlagt med øjeblikkelig virkning. Blandt andet er en tur til Vatikanet i december for at spille til Pavens 70-års fødselsdag blevet aflyst. Men står det til Saul Zaks, har man ikke hørt de sidste toner endnu:

- Man kan sige farvel og tak, eller man kan se muligheder. Orkestret er fantastisk, og jeg er slet ikke færdig som dirigent. Så jeg vil forsøge at få det finansieret på anden måde. Spørgsmålet er bare, hvem der er villig til at betale for hvad. Men så længe jeg lever, er der håb for orkesteret. Jeg tvivler ikke et sekund på, at det overlever i en anden form, siger han.

Der var 24 sangere i kammerkoret og 80 musikere i orkestret.

 

Se reportage fra universitetsorkestrets optræden i Carnegie Hall i 2014

 

Oversigt

    Oversigt