I det fynske folks tjeneste

Syv år gammel giftsag udsat igen

Mange hundrede danskere må vente op til to år mere på en afgørelse i sagen om det giftige træbeskyttelsesmiddel Rentolin, der har gjort mange syge.

Rentolin-sagen udsat

Retssagen om den giftige træmaling Rentolin har varet i syv år. Og nu risikerer den at trække ud i yderligere to.

Rentolin, der ifølge producenten kunne bruges indendørs, gjorde i 80'erne og 90'erne mange hundrede danskere syge, og det er i øjeblikket uvist, hvor længe de må vente på landsrettens dom og en eventuel erstatning.

Tirsdag besluttede Østre Landsret at skifte en af skønsmændene i sagen ud, da der blev sat spørgsmålstegn ved hans troværdighed. Derfor skal der nu udpeges en ny skønsmand, hvilket ifølge advokat Bjarke Madsen kan betyde, at der først kommer gang i sagen igen om et-to år.

En af de Rentolin-ramte, Kurt Petersen, er rystet over beslutningen.

- Jeg er målløs. Jeg føler en form for opgivenhed. Nu har jeg sat mig op til det her i syv år, og håbet på en afgørelse, og så skal jeg til at lægge det hele på hylden igen, siger Kurt Petersen.