Syv års indsats i Vollsmose har virket

Efter syv års målrettet arbejde i bydelen Vollsmose i Odense er Vollsmose-sekretariatet ved at lukke ned. Onsdag afleverede sekretariatet sin sidste årsberetning til byrådet.

Årsberetningen konkluderer at den særlige indsats har nyttet, og at Vollsmose er en mere velfungerende bydel i dag end for syv år siden.

Det illustreres bla. med de konkrete resultater på tre områder:

Arbejde, kriminalitet og dialog

Siden 2000 har jobcentret hjulpet 1411 kontanthjælpsmodtagere i arbejde eller anden varig forsørgelse.

Kriminaliteten er faldet til et niveau som kan sammenlignes med andre bydele af samme størrelse.

Og det er lykkedes at inddrage beboerne i en frugtbar dialog, som også rummer store muligheder for fremtiden.

Stadig udfordringer

Årsberetningen peger dog på, at en af de store udfordringer i Vollsmose ligger i, at mange mennesker kun bor midlertidigt i området.

Omkring 2000 af bydelens 10.000 beboere flytter hvert år andre steder hen, og samme antal nye beboere - ofte kontanthjælpsmodtagere - flytter ind.

Selvom Vollmosesekretariatet forsvinder, så fortsætter dets arbejde i en ny afdeling under rådhusets plankontor, som skal tage sig af alle Odenses udsatte områder.

Oversigt

    Oversigt