Syvårige drenge truede med økse

En elev i 1. klasse blev i mandags truet med at blive slået ihjel af to jævnaldrende drenge, der var bevæbnet med en brødkniv og en økse.

Episoden fandt sted i skolegården på Skallebølle Skole uden for Vissenbjerg, hvor alle tre elever går i samme klasse. Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Det er noget, vi tager meget, meget alvorligt. Det er absolut ikke hverdagskost, og vi forstår ikke, hvorfor de gjorde det, siger skoleleder Jan Christiansen.

Hvad der helt præcist skete i spisefrikvarteret og hvorfor, har skolelederen kun et bud på, da han ikke selv var til stede.Men meget tyder på, at de to drenge havde stjålet kniven og øksen hos den enes nabo i frikvarteret. I første omgang fægtede den ene dreng med kniven i skolegården, inden den blev konfiskeret af en lærer.

Kort tid efter dukkede den anden dreng op med øksen, som to drenge fra 6. klasse fik fravristet ham. Senere på dagen stjal drengen dog øksen fra skolelederens kontor og afleverede den det sted, hvor han havde taget den.

Skolen tolkede det først som drengestreger, men om tirsdagen blev Jan Christiansen klar over, at drengene angiveligt skulle have truet en tredje dreng med at slå ham ihjel under episoden i skolegården. Det har fået skolen til at sætte de to syvårige under særligt opsyn foreløbig frem til jul.

Det betyder, at en ekstra gårdvagt udelukkende vil holde øje med de to i frikvartererne. Derudover vil Assens Kommunes PPR - pædagogisk psykologisk rådgivning - sammen med de to drenges forældre finde ud af, hvordan de kan hjælpe drengene.

Oversigt

    Oversigt