I det fynske folks tjeneste

T. Hansen køber norsk kæde: Nye butikker på vej

T. Hansen Gruppen vil i løbet af 2017 have 18 butikker i Norge.

Bent Jensen er blandt landets rigeste personer og har en anslået formue på 1,4 milliarder kroner.

T. Hansen Gruppen A/S i Middelfart har købt den norske kæde Torshov Bilrekvisita AS. 

Ifølge en pressemeddelelse har Torshov Bilrekvisita AS ledt efter en partner og for administrerende direktør og ejer af T. Hansen Gruppen, Bent Jensen, har det længe har været et mål at ekspandere til udlandet.

Læs også T. Hansen køber svensk konkurrent

- Vi så første gang på Torshov Bilrekvisita AS med køb for øje i 2007, men valgte at fokusere yderligere på udviklingen af vores koncept til det danske marked. Men nu er tiden helt rigtig: Vi står med et perfekt match fyldt med et enestående vækstpotentiale, siger Bent Jensen i forbindelse med den norske investering, og tilføjer:

- Vi er utrolig glade og stolte over, at vi realiserer vores drøm om at ekspandere til udlandet. Torshov Bilrekvisita AS kommer med stolte traditioner og en unik historie indenfor branchen, der går tilbage til1973.

Læs også T. Hansen skovler penge ind i Middelfart

Torshov Bilrekvisita AS består af 13 butikker, men T. Hansen Gruppen har planer om at åbne mindst fem nye butikker i indeværende år. Alle butikker skal være en del af T. Hansen-brandet.

Torshov Bilrekvisita AS er T. Hansen Gruppens fjerde opkøb på få måneder. For nylig blev Vestjysk Autodele en del af T. Hansen Gruppen, og i efteråret blev værkstedskæden Mekonomen og Krogslund Autodele indlemmet i T. Hansen Gruppen.