Tæsk til Axelsen - Baun let videre

Fynske Victor Axelsens Japan Open i badminton endte brat mod verdensstjernen Lee Chong Wei.

Den topseedede dansker Tine Baun blev torsdag uden problemer klar til kvartfinalen ved Super Serie-turneringen Japan Open.

Danmarks bedste kvindelige badmintonspiller bankede thailandske Busanan Ongbumrungpan med 21-7, 21-14 på blot 29 minutter.

I kvartfinalen venter endnu en thailænder - denne gang i skikkelse af den sjetteseedede Porntip Buranaprasertsuk.

Anders Kristiansen og Julie Houman besejrede det tredjeseedede japanske par i mixeddouble og er ligeledes klar til kvartfinalen.

Viktor Axelsen fik til gengæld tæsk af den malaysiske verdensstjerne Lee Chong Wei, som vandt 21-10, 21-12 på kun 26 minutter.

Fynboen kom foran 1-0 i første sæt, men var ellers bagud resten af sættet, mens Axelsen fulgte med til 5-5 i andet sæt, inden Lee Chong Wei vandt fem bolde i træk og reelt afgjorde opgøret.

Herredouble-rækken bliver uden dansk vinder. Mathias Boe/Carsten Mogensen, som var topseedede, samt Rasmus Bonde/Mads Conrad-Petersen røg ud i 1/8-finalen.

Oversigt

    Oversigt