I det fynske folks tjeneste

Tæsket, stukket og smidt i vandet

En 42-årig mand fra Middelfart blev natten til torsdag stukket med en kniv og banket af to mænd. Manden blev efter overfaldet smidt i vandet på Svenstrup Strand.

Smidt i bagagerummet

Klokken 03.50 brød to hætteklædte mænd ind i et hus på Østre Hougvej i Middelfart. Husets beboer - en 42-årig mand vågnede ved, at de to mænd pludselig stod i soveværelset.

De to mænd begyndte at slå på den 42-årige og kort efter slæbte de ham med udenfor, hvor han blev smidt bag i bagagerummet på de to mænds bil og kørt til Svenstrup Strand. Her blev han hevet ud og tæsket igen, mens han også blev snittet af en kniv i ansigtet, nakken og benet. Til sidst smed de to mænd ham i vandet.

Den 42-årige var dog selv i stand til at henvende sig på en privat bolig, hvor en ambulance blev tilkaldt. Motivet til det grove overfald kender politiet stadig ikke.

Fyns Politi efterlyser nu vidner, der har set noget enten på Svenstrup Strand eller på Østre Hougvej. Begge mænd var maskeret og talte gebrokkent engelsk.