Tæt kontakt til PET skal stoppe penge til syrienkrigere

Kommunerne svigtede, da 36 personer modtog penge fra statskassen, siger beskæftigelsesministeren. To af syrienkrigere er fra Fyn.

Et tættere samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal sørge for, at der ikke i fremtiden udbetales offentlig støtte til danske syrienkrigere.

Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), efter at det er kommet frem, at 36 danske syrienkrigere i perioden 2012-2014 har været udrejst af Danmark, men alligevel modtaget penge fra statskassen.

Mandag sender han et brev ud til kommunerne og a-kasserne, hvori han indskærper, at der skal strammes op, så det ikke gentager sig.

- Jeg indskærper, at de skal være meget opmærksomme på, at det, vi nu har set, skal stoppe.

- Der har været tilfælde af udbetaling af offentlige ydelser til personer, som i flere måneder har været udrejst af Danmark, siger Troels Lund Poulsen.

For at hjælpe kommunerne har han nu bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som hører til under Beskæftigelsesministeriet, om at have en tættere kontakt med PET.

Ministeriet skal fremover få hurtigere indberetninger fra PET, hvis PET får oplysninger om, at personer forlader Danmark med henblik på at rejse til for eksempel Syrien for at være i krig mod potentielle danske styrker.

- Der skal nu være en månedlig afrapportering fra PET, så der ikke udbetales ydelser til folk, som ikke står til rådighed for det danske samfund, siger Troels Lund Poulsen.

Det er kommunernes ansvar at få stoppet udbetalingerne til danske syrienkrigere, understreger ministeren.

En aktindsigt, som Ritzau har søgt i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, viser, at Københavns Kommune har ansvaret for 15 af de 36 sager.

Århus Kommune har syv sager, mens der er to sager i henholdsvis Odense og Høje-Taastrup. Derudover er otte andre kommuner involveret.

- Dette har vist, at der er kommuner, som ikke følger nok med i de penge, de udbetaler, siger Troels Lund Poulsen.

- Det er ved hjælp af kontrol og dialog med kontanthjælpsmodtageren, at kommunerne gerne skulle få stoppet den slags.

- Det er ikke PET eller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som skal gøre kommunerne opmærksomme på, om deres borgere er til rådighed for arbejdsmarkedet.

- Men det er en fælles indsats, og det er derfor, at jeg siger, at i de tilfælde, hvor PET får relevante oplysninger, så skal disse gives videre til kommunerne i en højere hastighed end før, siger ministeren.

I 29 af sagerne har kommunerne og a-kasserne besluttet at kræve tilbagebetaling. Det samlede krav er 672.000 kroner. I de resterende syv sager er der ikke rejst krav om tilbagebetaling.

Troels Lund Poulsen kigger desuden på, om der kan foretages yderligere skærpelser i form af for eksempel nedsættelse eller karantæne fra offentlig støtte.

Oversigt

    Oversigt