I det fynske folks tjeneste

Tæt på at miste regeringsmagten - men er jublende glad

Konservative glæder sig over markant fremgang. Kristian Guldfeldt er spændt på, om han kommer i Folketinget.

00:54

Kristian Guldfeldt finder ud af torsdag, om han kommer i Folketinget efter kanonvalg for Konservative. Video: Olav Fonager

Konservative står til en fordobling i Folketinget, og selv om regeringspartiet ser ud til at miste regeringsmagten, er der glæde til valgfesten i Odense.

Læs også Overblik: Sådan gik folketingsvalget 2019 set med fynske briller

- Det ser ud til, at vi bliver fordoblet. Det er helt fantastisk, siger Kristian Guldfeldt (K) til TV 2/Fyn.

Hans partifælle Mai Mercado (K) har været børne- og socialminister i VLAK-regeringen, men det ser ud til, at hun må overlade ministerbilen til andre.

Hvordan har du det med det?

- Vi må kigge på den samlede borgerlige blok. Det taler sit tydelige sprog. Vi går frem. Desværre er der andre partier i blå blok, som går tilbage. Der er ikke så meget, vi kan gøre, siger Kristian Guldfeldt.

Om han selv får en plads i Folketinget, er endnu for tidligt at sige. Som det ser ud i skrivende stund, får Konservative fortsat kun ét mandat på Fyn, men det kan ændre sig.

- Jeg er spændt lige i øjeblikket, og vi følger tallene. Det er nok først i morgen, hvor nervøsiteten for alvor melder sig. Det er der, vi kender de personlige stemmer, siger Kristian Guldfeldt.

Med 93 procent af stemmerne optalt står Konservative til at få 12 mandater på landsplan. 

Valgresultater