Tæt trafik og risiko for kø på Fynske Motorvej

I forbindelse med musikfestivalen Rock Under Broen i Middelfart forventer Vejdirektoratet tæt trafik omkring Middelfart og Lillebæltsbroen.

Der er fest under Lillebæltsbroen lørdag den 9. juni, og tusindvis af gæster ser frem til at høre danske pop- og rockkunstnere som Dizzy Mizz Lizzy, Thomas Helmig, Rasmus Seebach og Aqua.

Traditionen tro giver koncerterne større trafikale problemer omkring Middelfart. Vejdirektoratet forventer, at der vil være tæt trafik og risiko for kødannelser på E20-motorvejen mellem afkørsel 59 i Fredericia og afkørsel 58B i Middelfart.

De trafikale udfordringer er i år større, fordi Den Gamle Lillebæltsbro er spærret for biltrafik. Fyns Politi er til stede og opmærksom på de trafikale udfordringer, der ifølge vagtchef Lars Fredensborg forventes at begynde allerede i formiddagstimerne, hvor dørene åbnes klokken 11. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forlænget rejsetid

Bilister, der skal krydse Lillebælt, må derfor forvente forlænget rejsetid, oplyser Vejdirektoratet, og det gælder altså især bilister, der skal krydse Lillebæltsbroen i retning mod Fyn.

Derudover vil der være en øget mængde trafik på de mindre veje i Middelfart.

Rock Under Broen er udsolgt og forventer 17.500 gæster. Endagsfestivalen byder blandt andre også på L.O.C., Infernal, Johnny Madsen og Jacob Dinesen, der går på klokken 12. Dizzy Mizz Lizzy lukker og slukker musikprogrammet efter midnat.  

Oversigt

    Oversigt