Tævede 23-årig kæreste ihjel: - De var ellers så glade for hinanden

Torsdag formiddag startede retssagen mod en 24-årig mand, der tævede sin kæreste ihjel i Svendborg. Veninde husker ellers deres parforhold som ”lyserødt”.

I september blev 23-årige Sara Huus Lind tævet så voldsomt af sin jævnaldrende kæreste, at hun døde af kvæstelserne. Torsdag startede retssagen i Svendborg mod den nu 24-årige kæreste, der erkender vold med døden til følge, men nægter sig skyldig i manddrab.

Sara Huus Linds veninde, Marie Vedel, er til stede i Retten i Svendborg, og hun ser frem til, at drabssagen får en afslutning.

- Det bliver dejligt at få en afslutning, så alle kan få det bearbejdet, særligt for Saras forældre og bror, siger Marie Vedel, der inden drabet havde indtrykket af et lykkeligt kærestepar.

- Det hele virkede så lyserødt, og de var så glade for hinanden, så det kom simpelthen som et chok, fortæller hun.

Slag, spark og skaller

Ifølge anklageskriftet tævede den nu 24-årige mand sin kæreste med slag, spark, skaller og knæspark. Drabet fandt sted i parrets lejlighed på Søgårdsvej i Svendborg.

Voldsmanden gik efterfølgende op til sin overbo og bad ham ringe efter en ambulance. Det skete ved 1.30-tiden natten til lørdag den 17. september. Politiet anholdt manden uden dramatik, og kvinden, der på dette tidspunkt fortsat var i live, blev kørt til Odense Universitetshospital. Hun døde af sine kvæstelser ved femtiden samme lørdag morgen.

quote Det hele virkede så lyserødt, og de var så glade for hinanden, så det kom simpelthen som et chok.

Marie Vedel

Under grundlovsforhøret dagen efter mødte den ansigtstatoverede mand op i retten iført hospitalstøj og håndjern. Hans eget tøj var smurt ind i blod. 

Ifølge forsvareren var det ikke den 23-årige mands hensigt at slå sin kæreste ihjel. 

Der forventes dom i Retten i Svendborg fredag eftermiddag. Strafferammen for manddrab ligger mellem fem år og livstid. Den normale straf ligger på 12 år. Forskellen på manddrab og vold med døden til følge er, hvorvidt handlingen har haft til hensigt at dræbe eller ej. Ved vold med døden til følge er strafferammen mellem seks og ti år.

- Han har allerede fået straffen for det, han gjort, men jeg håber på, at han får den hårdeste straf, siger Marie Vedel. 

Oversigt

    Oversigt