I det fynske folks tjeneste

Taksterne på Storebælt sættes ned

Det bliver 55 kroner billigere at krydse Storebælt. Efter 1. marts 2005 kommer en almindelig billet på Storebæltsbroen til at koste 195 kroner.

-

Det bliver 55 kroner billigere at krydse Storebælt. Efter 1. marts 2005 kommer en almindelig billet på Storebæltsbroen til at koste 195 kroner.

På et pressemøde mandag eftermiddag fremlagde Regeringen sit forslag om at sænke brotaksterne. Det sker blandt andet på baggrund af Socialdemokraternes udspil forleden om at sænke priserne med 25%. I Regeringens forslag sænkes prisen på en almindelig billet med 22%.

Godstrafikken får også prisnedsættelser på 10 %. Samtidig sænkes DSB\'s afgifter med 20%.

Til glæde for familierne

Fra maj vil der være yderligere rabat i weekenderne, hvor det bliver 40% billigere at komme frem og tilbage på weekendbesøg. Prisen vil blive på 310 kroner for en retur.

- De lavere takster på Storebæltsforbindelsen vil gøre det økonomisk mere overkommeligt for de danske familier at besøge hinanden. Jeg glæder mig i særlig grad over, at det nu bliver næsten 40% billigere at tage på weekendbesøg mellem Vest- og Østdanmark. Jeg ved, at det længe har været et stort ønske i mange familier at priserne på Storebælt sænkes, siger trafikminister Flemming Hansen (K).

Boye jubler

Fyns amtsborgmester er glad for, at priserne på Storebæltsbroen nu sænkes.

- Jeg er glad på Fyns vegne. Det giver håb om øget mobilitet og flere arbejdspladser på Fyn, siger Jan Boye (K) til TV 2/Fyn.

Forsinket tilbagebetaling

De lavere priser på Storebælt betyder, at det vil tage otte år længere at tilbagebetale broen end hvis de nuværende takster blev bevaret. I alt bruger vi 33 år på at betale broen.

Trafikminister Flemming Hansen regner med at få opbakning til udspillet fra forligsparterne bag Storebæltsforliget.

- Det er min forventning, at der vil være ro om taksterne fremover, siger Flemming Hansen.