I det fynske folks tjeneste

Talsmand efter dokumentar: EU støtter fiskerne

Fiskerne i Bagenkop stiller sig uforstående over for EU’s regler. Ifølge en EU-talsmand bliver der dog taget hensyn til fiskerisamfundene.

EU afsætter store beløb til at hjælpe fiskerisamfundene, oplyser Enrico Brivio, talsmand i EU's generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri. Det sker, efter TV 2/FYN forleden viste dokumentaren ’Fiskerne der forsvandt’, hvor fiskerne i Bagenkop efterlyser et bedre system.

Se dokumentaren her. 

På få årtier har Bagenkop Havn forvandlet sig fra at være fyldt med fiskekuttere til kun at have ganske få tilbage. EU fastlægger fiskeripolitikken i Danmark, og fiskerne i Bagenkop mener, at de skal kæmpe med alt for stramme regler. I en mail til TV 2/FYN skriver Enrico Brivio dog, at EU støtter fiskerisamfundene økonomisk, socialt og miljømæssigt.

Læs også: 'Hurtigt overblik: Sådan hænger kvote-reglerne sammen'

Fiskerne kæmper for overlevelse. De mener, det skyldes EU’s kvoter og regler, som de synes, er for stramme. Hvad er jeres kommentar til det?

Danmark modtager 20 % af det samlede antal EU-fiskekvoter (i vægt). For visse bestande kan det oversættes til øgede fiskerettigheder i adskillige år, når medlemslande modtog relevante beslutninger i Rådet. Visse bestande er dog faldet på grund af overfiskning eller på grund af biologiske årsager.

Hvordan bliver der taget hensyn til fiskerisamfundenes fremtid i fiskeripolitikken? 

Der var en EU-bevilling til rådighed for at løse situationen i Danmark. Den Europæiske Fiskerifond for 2007-2013 gav 133,6 millioner Euro til at støtte en bæredygtig udvikling af sektorerne inden for fiskeriet og akvakulturen økonomisk, socialt og miljømæssigt. En betydelig del af dette beløb er blevet brugt til at finansiere foranstaltninger, der kan hjælpe fiskerne til at tilpasse sig til mere bæredygtigt fiskeri (for eksempel hjælp til skibsophugning, investeringer om bord, socioøkonomiske foranstaltninger osv.).

Fiskerne kræver en løsning – hvad kunne den være?

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (2014-2020), der i alt har afsat 208 millioner Euro til Danmark, giver også en betydelig støtte til fiskerne, så de kan følge den fælles fiskeripolitik, særligt implementeringen af discardforbuddet [red. Discardforbuddet betyder, at en del af det danske fiskeri har fået forbud mod udsmid af fisk.]

(Svarene fra EU er frit oversat fra engelsk til dansk.)

Ved du noget? Så send os et tip