Talstærkt politi til rockerfest

Rockere fra HA og AK81 holder fest i Odense. Store dele af byen er omdannet til visitationszone.

Uniformeret politi er lørdag eftermiddag talstærkt til stede ved HA-rockernes klubhus på Petersmindevej i Odense, og alle rockergæster visiteres, inden de slipper ind til fest i rockerborgen.

- Vi venter ikke den store uro. Vi er til stede med en passende styrke, og vi bliver ved med at registrere, hvem det er der kommer, siger vicepolitikommissær Carsten Arentoft, Fyns Politi.

Rockerne holder fest for at fejre 15 års fødselsdag i Odense. Politiet venter mellem 300 og 500 gæster til arrangementet, der officielt begynder klokken 18.

Lørdag eftermiddag var rockergæsterne begyndt at strømme til. Politiet havde midt på eftermiddagen registreret rockere fra Letland, Estland, Holland og Polen.

Alle blev bedt om legitimation og blev visiteret for at se, om de havde narko og våben med til festen.

Også Skat er til stede for at tjekke, om deltagerne har store kontante beløb på sig, om de har gæld til det offentlige, eller om de ikke har betalt afgift for deres biler og motorcykler.

Politiet vil forhindre, at den store tilstrømning af rockere med tilknytning til Hells Angels og støttegruppen AK81 udarter til en konfrontation med rivaliserende rockergrupper så som Bandidos og indvandrerbander fra Vollsmose.

Derfor er store dele af Odense indtil mandag morgen visitationszone, hvor politiet kan standse folk på gaden og visitere dem eller standse deres biler for at gennemsøge dem for våben.

Oversigt

    Oversigt