'Tam' musvåge kan være en dræber - og blive dræbt

Naturstyrelsen advarer mod at tage vilde dyr som kæledyr - de kan være særdeles farlige.

TV 2/Fyn viste i går et indslag med Birthe Holst og Poul Erik Sørensen, der havde daglige besøg af en kæmpe-musvåge i deres have i Vissenbjerg.

Indslaget har affødt en hel del positive og negative seer-reaktioner, og nu advarer Naturstyrelsen mod at muntre sig med rovfugle - og alle andre vilde dyr.

- Jeg forstår interessen, men det er på ingen måder hensigtsmæssigt, at vilde dyr får sådan en adfærd. Der er en langt større risiko for, at den vil angribe mennesker, når den er blevet fodret på den måde - og der er altså eksempler på musvåger, der har revet mennesker til blods, fortæller vildtkonsulent Lars Erlandsen Brun.

Musvågen er nu blevet indfanget, og skal til en dyrlæge, der skal fastslå, om den 'tamme' rovfugl i virkeligheden er en falkonerfugl med chipmærkning. Herefter bliver den foreløbigt flyttet til en plejestation.

- Vi skal have styr på dens adfærd, og så må vi se, hvad der skal ske. Hvis dyrlægen vurderer, at den er farlig for mennesker, så kan den i yderste konsekvens blive aflivet, forklarer Lars Erlandsen Brun.

Birthe Holst og Poul Erik Sørensen mener, at fuglen er vingeskudt, og det vil også blive undersøgt hos dyrlægen.

Oversigt

    Oversigt