Tamiler undgår udvisning

En tamilsk kvinde i Svendborg og hendes børn slipper for udvisning i denne omgang. Flygtningenævnet har stillet alle sager om tamiler i bero.

Henvendelse fra FN

Flygtningenævnets beslutning kommer efter en henvendelse fra FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om at tamiler ikke bør sendes hjem til Sri Lanka, som er præget af borgerkrig.

Den tamilske kvinde og børnene står til udvisning, fordi hendes mand er død. Dermed er grundlaget for familiesammenføring forsvundet.

Det har fået en gruppe svendborgensere til at starte en støttegruppe for kvinden, netop fordi de ikke kan acceptere, at hun bliver sendt hjem til krig og desuden en voldelig eksmand, der er børnenes biologiske far.

Glæder sig ikke for tidligt

Christian Borg, talsmand for støttegruppen, vil dog ikke glæde sig for meget endnu. Han har rettet forespørgsel til Flygtningenævnet for at få uddybende oplysninger om, hvad den ny situation betyder for familien.

Bla. hvor længe, de kan blive og om de evt. skal flyttes til Sandholmlejren.

Politikerne i ny Svendborg Kommunes sammenlægningsudvalg har - som privatpersoner - skrevet under på en støtteerklæring for familien.

Borgmester Jørgen Henningsen (Soc.dem.) har opfordret de nuværende byrådsmedlemmer til at gøre det samme.

Oversigt

    Oversigt