Tatovører truet af Black Army: S vil beskytte vidner bedre

Socialdemokratiet vil sikre vidner bedre beskyttelse. Det sker efter, at flere medlemmer af banden Black Army er blevet dømt for at afpresse tatovører i Odense.

Vidner skal beskyttes bedre end i dag, når de er i retten om rocker- og bandekriminalitet, ligesom de skal kunne optræde anonymt, og det skal sikres med en særlig vidnepakke til ofre for rocker- og bandekriminalitet. Det budskab vil Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, grundlovsdag rejse rundt med til grundlovstalerne i hele landet.

Det skriver avisen Danmark, Jysk Fynske Medier.

- Vi har ikke tidligere haft tradition for den hårde kriminalitet. Det er noget, som er kommet, og derfor er vi også nødt til at gå nye veje, siger Mette Frederiksen til Danmark.

Vidnepakken skal populært sagt være en pakke oven i regeringens nye bandepakke "Bander bag tremmer", som de tre regeringspartier, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet står bag. Men siden pakken blev forhandlet på plads har S-formanden selv oplevet, hvordan det påvirker at vidne i sager om rockerbandekriminalitet. 

I foråret blev tre tatovører i Odense udsat for trusler og afpresning af bandegrupperingen Black Army, som kommer fra Odense og med klubhuse og tilstedeværelse i Næstved, Herning og andre steder i landet. Efter retssagen, hvor tre Black Army-medlemmer blev idømt fængsel, havde Mette Frederiksen en personlig snak med de tre tatovører, og det gjorde et meget stort indtryk på hende. 

- Det var det direkte personlige møde med dem, som påvirkede mig meget. Det kræver et stort mod at gå op imod kriminelle i vores samfund, men det gjorde også et stort indtryk på mig, at dem, der tager kampen op, oplever myndigheder, der ikke passer ordentlig på dem, siger Mette Frederiksen.

Derfor vil hun og hendes parti give vidner fuld beskyttelse, sikkerhed og anonymitet, når de vælger at stå frem og anmelde trusler, chikane, afpresning og overfald til politiet. 

Artiklen fortsætter under videoklippet.

Odenses forretningsdrivende har i længere tid været plaget af trusler og afpresning fra Black Army. Derfor har borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), flere gange inviteret byens borgere til møder for at vise, at Odense står sammen i et håb om, at flere fremover tør anmelde banden til politiet.
Fotograf: TV 2/FYN

- Indvandrerbander er stadig et nyt fænomen, og deres brutalitet og ligegyldighed over for andre mennesker er så fremmed for det her samfund, at vi er nødt til at tage nye midler i brug for at beskytte ofrene frem for gerningsmændene, mener Mette Frederiksen.

Vidnepakken skal sikre, at dem, der anmelder rocker- og bandekriminalitet, har én indgang til myndighederne. Hun illustrerer det med, at det er som en rød løber, der skal rulles ud for vidnerne, når de møder op hos politiet.

- Der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe problem med bander, som vil bestemme, hvordan vores byer skal se ud, hvem der har butikker, og hvordan nattelivet må se ud. De må ikke vinde den kamp. Derfor har vi behov for, at nogle vil vidne imod dem, siger S-formanden.

Derfor er det mindste, samfundet ifølge Mette Frederiksen kan gøre, at passe ordentligt på vidnerne.

I Odense har det været tatovører og hjemløse, som er blevet udsat for afpresning, og i andre byer kan det ifølge S-formanden være pizzeriaer, taxachauffører, frisører og værtshuse.

- Jeg tror ikke, vi kan få folk til at stå frem og vidne, medmindre vi fra politisk hold kan sikre, de gør det trygt, og hvis de taber penge på det vil vi erstatte det, siger hun.

Regeringens nye bandepakke vil straffe kriminelle rocker- og bandemedlemmer hårdere end i dag, ligesom den har en række andre tiltag, men Socialdemokratiets vidnepakke skal være en forlængelse af det allerede vedtagne.

I vidnepakken skal vidner også have mulighed for at afgive forklaring via videolink.

- Der er ingen tvivl om, at det, mange er bange for, er at få deres ansigt og navn frem, når man møder kriminelle ansigt til ansigt i retten. Derfor synes vi, vi skal udvide brugen af videoafhøring, så de kriminelle ikke kan se, hvem der vidner, siger Mette Frederiksen.

Videoafhøring bliver allerede i dag brugt i sager om seksuelt misbrug af børn.

S-formanden håber at få opbakning fra de øvrige partier i Folketinget, så vidnepakken kan vedtages snarest muligt, siger hun til avisen Danmark.

Oversigt

    Oversigt