I det fynske folks tjeneste

Tatovørformand: Hele Odense stod sammen i afpresningssagen

Hele Odense har æren af, at tre Black Army-medlemmer i dag fik fængselsstraf. Det mener tatovørernes formand, Lars Pedersen.

00:25

De tre mænd på 20, 23 og 35 år fik henholdsvis seks, syv og otte måneders ubetinget fængsel. De tre blev dømt for afpresning og trusler mod en odenseansk tatovør tilbage i februar. 

Her opsøgte de tre mænd tatovørens butik og forlangte ifølge Profesionelle Danske Tatovørers formand, Lars Pedersen,  5.000 kroner. De tre mænd hævdede, at det var en donation, som blandt andet skulle bruges til at støtte de hjemløse i byen. 

Jeg synes, det er hele Odense, der har æren af det her. Vi har stået sammen imod, hvad vi ikke vil finde os i, og det er et kæmpe skridt.

Lars Pedersen, tatovørernes formand

Tatovørformanden Lars Pedersen var glad for dommen. Og han er især glad for, at hele byen har bakket op om tatovørerne, da det kom frem, at flere tatovørbutikker havde haft "besøg" af Black Army.

Læs også Tumult i retten: - Du kan bare trække din skyder

- Jeg er glad for borgmesterens støtte. Jeg er glad for hele Odenses støtte. Jeg er glad for den hurtige indsats, som politiet har ydet. Jeg synes, det er hele Odense, der har æren af det her. Vi har stået sammen imod, hvad vi ikke vil finde os i, og det er et kæmpe skridt, siger han til TV 2/FYN.

Dommeren sendte et signal

Specialanklager ved Særlig Efterforskning Vest, Lars Petersen, var også ret godt tilfreds efter fredagens dom mod tre medlemmer af Black Army. 

Læs også Afpressede og truede tatovør: Fængsel til tre Black Army-medlemmer

- Jeg er tilfreds, fordi retten har vurderet, at det er alvorligt det her. Det kan vi ikke tolerere i vores samfund, siger han til TV 2/FYN. 

Med dommen i dag valgte dommeren at sende et stærkt signal om, at den slags ikke er acceptabelt, mener Lars Petersen.  

- Dét her er jo noget med, at nogle personer kommer ind i en butik og prøver at få nogle beskyttelsespenge eller afpresse nogle mennesker. Det er altså ikke noget, vi vil have i det her samfund. Og det er også noget, som retten har vurderet, at det skal takseres, lyder det fra Lars Petersen.

Den 35-årige, der tidligere er dømt for afpresning, har valgt at anke dommen på otte måneders fængsel, fortæller forsvarer Mette Grith Stage til TV 2/FYN. 

00:33

Se interview med Lars Petersen, specialanklager ved Særlig Efterforskning Vest

Luk video