I det fynske folks tjeneste

Taxakonflikten breder sig

Må taxi- og busselskaber køre med patienter, skolebørn og ældre, når chaufførerne er ansat til kørsel på akkord og får løn efter hjemmelavede aftaler?

Det spørgsmål vil Taxa Fyn nu have landets trafikselskaber til at se på i en fart, skriver Fagbladet 3F.

Det skyldes 3F's konflikt med firmaet Taxi 7-9-13 & Bus, der har bredt sig til Fyn, hvor de seneste dage har budt på bøvl, ballade og bøder.

Dermed er Taxa Fyn blevet draget ind i konflikten. Taxa Fyn kan ikke køre såkaldt variabel kørsel for trafikselskabet Flextrafik, fordi Flextrafik også bruger Taxi 7-9-13 & Bus på Fyn. Dermed er kørslen konfliktramt.

Find en løsning

Taxa Fyn kræver en løsning nu. En løsning som de offentlige trafikselskaber skal finde.

3F's Transportgruppe og Taxa Fyn peger på, at dansk lov forbyder kørsel på akkord med børn, patienter og ældre. Og på at både taxiloven og busloven påbyder, at vognmænd skal overholde den gældende overenskomst, når de kører servicetrafik for regioner og kommuner.

Det er det konfliktramte firma, Taxi 7-9-13 & Bus, ikke enig i. Det oplyste firmaets advokat onsdag til Fagbladet 3F.

Her afviste firmaet samtidig, at det vil skrive under på 3F's overenskomst.

Taxi 7-9-13 & Bus har vundet kørsel i en række områder.

Firmaet er ikke det eneste, der er ramt af konflikt. 3F har også startet eller varslet konflikt mod bus- og taxifirmaer i Mesinge, Munkebo og Vinderup.

Taxa Fyns hjemmeside kan du læse firmats bud på, hvordan man løser konflikten.

Ved du noget? Så send os et tip