Taxakrig: Københavnerfirma på vej til Odense

Taxa-firmaet 4x27 er på vej fra Amager til Odense. I dag har man etableret sig i Frederikshavn og søgt ind på markedet i Århus.

Det Amager-baserede taxa-firma 4x27 er på vej til Odense.

Tirsdag holdt firmaet møde med chauffører fra Odense Taxa, der er indstillet på at forlade firmaet for at samarbejde med det offensive københavner-firma.

4x27 er allerede etableret i Frederikshavn, og man har søgt om tilladelse til at etablere hyrevognsfirma i Århus - en lignende ansøgning om tilladelse er på vej i Odense, oplyser direktør i firmaet Thomas Petersen til TV 2/Fyn.

- Vi binder os til, at de lokale vognmænd har udpræget selvbestemmelse. Alle udbud laver vi i deres navn, og ophører samarbejdet, kan de selv beholde kunderne, siger Thomas Petersen til TV 2/Fyn.

Taxa-selskabet, der også hedder Amager-Øbro Taxi, er etableret tilbage i 1928, og havde oprindelig eneret på kørslen fra Kastrup Lufthavn.

De tider er forbi, men ifølge Thomas Petersen betragter firmaet sig fortsat som en lille spiller mod de store.

- Vi er vel nærmest at sammenligne med Krone Taxa fra tv-serien. Vi har 240 biler i København og 14 biler, der vil køre for os i Århus. I Odense taler vi i første omgang om 10-15 biler, siger Thomas Petersen.

I Odense er der pt. to hyrevogns-selskaber, nemlig Odense Mini Taxi og Odense Taxa, og det er vognmænd fra sidstnævnte, der har kontakt til 4x27.

Ifølge en af vognmændene, Niels Erik Olsen, der også har siddet i Odense Taxas bestyrelse, er man utilfreds med ledelsesformen i Odense Taxa.

 

quote Vi føler os presset ud, fordi vi også har OST-kørsel - offentlig servicetrafik. Det vil ledelsen i Odense Taxa nu have, at vi betaler 5100 kroner for om måneden for.

Niels Erik Olsen, Taxavognmand og tidligere medlem af Odense Taxas bestyrelse.

 

- Vi føler os presset ud, fordi vi også har OST-kørsel - offentlig servicetrafik. Det vil ledelsen i Odense Taxa nu have, at vi betaler 5100 kroner for om måneden for uden nogen form for modydelse, siger Niels Erik Olsen.

Han føler, at han og en række vognmænd er blevet stillet et ultimatum, og derfor er de nu indstillet på at søge nye græsgange hos den københavnske konkurrent.

Interview med vognmand Niels Erik Olsen

 

Oversigt

    Oversigt