I det fynske folks tjeneste

Taxatur fra Tyskland til Fyn sluttede med knivrøveri

Fyns Politi har anholdt en ung, rumænsk mand, som menes at stå bag et højst usædvanligt taxarøveri ved Odense.

En mand prajede en taxa i Flensborg og bad om at blive kørt til Odense. Her røvede han chaufføren og stak af.

Politiet har natten til fredag anholdt en ung, rumænsk mand, som menes at stå bag et højst usædvanligt taxarøveri ved Odense. Men historien starter ikke på Fyn, men derimod syd for grænsen.

- Rumæneren prajer en taxa ved banegården i Flensborg og siger, at han skal køres til Odense. Han aftaler en pris på 300 euro med den kvindelige chauffør, fortæller vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

- På Middelfartvej vest for Odense beder han om at blive sat af, og da hun holder stille, trækker han en kniv og siger, at han skal have hendes penge, tilføjer vagtchefen.

Manden stikker af fra hyrevognen og løber væk fra stedet, og den chokerede chauffør melder siden røveriet til Fyns Politi, som udstyres med et godt signalement af gerningsmanden.

Lidt senere på natten lykkedes det en politipatrulje at finde en udenlandsk mand, som kommer gående i en vejkant og svarer meget nøjagtigt til dette signalement.

- Han erkender, at han har været ude og køre med taxaen. Men han nægter at have truet eller begået røveri. Han fortæller, at han skulle op og besøge en kvinde i Odense og til Saint-Tropez bagefter, siger Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

Den kvindelige taxachauffør er nu kørt tilbage til Flensborg, mens politiet vil forsøge at få den formodede røver, som er 26 år gammel, udvist med krav om indrejseforbud til Danmark.

Ved du noget? Så send os et tip