TBT: Gravearbejde kapper en vejbane

Fra søndag aften og frem til og med onsdag skal Vandcenter Syd grave ved Thomas B. Thriges Gade-krydset. Det betyder risiko for kødannelse og alternative ruter for alle trafikanter.

Vejarbejdet foregår på den østlige vejbane af Thomas B. Thriges Gade, og derfor bliver al trafik ledt over i den vestlige vejbane.

Det betyder, at der vil være ændringer i hele krydset. Både når du kommer fra vest (Østre Stationsvej), nord (Thomas B. Thriges Gade) og øst (Hans Mules Gade), vil der mangle en kørebane i forhold til det normale.

DU KAN FØLGE ÆNDRINGERNE HER

T-krydset er åben for kørsel i alle retninger, mens arbejdet står på. Men det forventes, at de indsnævrede kørebaner kan føre til trængsel og kødannelse i perioder med spidsbelastning. Derfor kan det være en fordel, hvis man som bilist kan finde en alternativ rute uden om krydset, skriver Odense Letbane i en pressemeddelelse.

Vejarbejdet er en del af Vandcenter Syds ledningsflytninger forud for letbanebyggeriet.

Det er By- og Kulturforvaltningen, der har godkendt arbejdet og trafikafviklingen.

- Vi arbejder i døgndrift for at indskrænke det tidsrum, hvor det er nødvendigt at spærre vejbaner af. Arbejdet vil selv sagt betyde, at der kan opleves støj og blink fra arbejdende maskiner i nattetimerne. Men kommunen har vægtet, at arbejdets skal udføres hurtigst muligt. Vi håber på forståelse for dette fra områdets beboere, da det er intentionen, at arbejdet samlet set skal genere mindst muligt, forklarer Liselotte Jensen, der er senior projektleder hos Vandcenter Syd.

På grund af Tinderbox er det ikke muligt at lave vejarbejdet i weekenden – som det ellers ofte sker ved denne type af krydsarbejde.

Oversigt

    Oversigt