TDC lukker mobilværkstedet i Odense

Det landsdækkende TDC-mobilværksted i Odense lukker. Dermed skal 35 medarbejdere enten overflyttes til Esbjerg, eller finde andet job.

Den 1. december 2011 er TDC færdige med at lave mobiltelefoner og smartphones på eget værksted. Her lukker TDC nemlig reparationsværkstedet Electronic Care Center i Odense, der hidtil har stået for serviceringen af mobiler fra TDC og underselskaber, som Telmore.

Det skriver online magasinet Mobilsiden.dk.
Fremover vil det være det eksterne reparationscenter Telecare i Esbjerg, der skal lave de defekte mobiltelefoner, der indleveres i TDCs butikker landet over.

Det sker blandt andet, fordi der ikke længere er nær så mange mobiler at reparere.

- Behovet for mobilreperationer er faldende. Det skyldes blandt andet at folk køber en ny mobil, fremfor at få den gamle lavet. Samtidigt er kvaliteten på lowend-terminalerne blevet bedre, fortæller presserådgiver Rasmus Avnskjold i TDC til Mobilsiden.dk.

35 medarbejdere bliver berørt

I alt 35 medarbejdere i Odense bliver berørt af lukningen. Men de har alle fået tilbud om at flytte med til Esbjerg.

I den forbindelse vil TDC kompensere medarbejderne der flytter med for transportudgifterne i det første halve år.

Hvis en medarbejder ikke ønsker at arbejde i Esbjerg, vil vedkommende få hjælp til at komme i anden beskæftigelse.

TDC vil i forbindelse med outsourcingen af mobilværkstedet spare penge, hvilket har været en væsentlig overvejelse i forbindelse med lukningen.

Oversigt

    Oversigt