Team Fjelsted vandt DM i allersidste heat

Fynske Peter Kildemand blev den helt store helt, da han onsdag sikrede Fjelsted DM-titlen i speedway for hold. Det er første gang i 22 år, Fjeldsted vinder holdtitlen.

Team Fjelsted er danske mestre i holdspeedway for første gang i 22 år. Ikke siden 1995 havde holdet fra den traditionsrige fynske klub nemlig stået øverst på skamlen, før de onsdag aften foran 3300 tilskuere i Slangerup vandt Metal Superfinalen, og dermed det danske holdmesterskab som samlet vinder af Metal Speedway League.

Det danske holdmesterskabs historie går tilbage til 1956, og Team Fjelsted blev onsdag aften den 56. vinder, da klubben tog sin femte guldmedalje siden det første mesterskab blev kørt ind i 1982. 

- Jeg troede fuldt og fast på, at vi kunne vinde, og det var derfor vi kom herover. Jeg er stolt af mit hold, som vi har bygget på i løbet af sæsonen, og efter ferien er vi blevet bedre og bedre. Jeg synes vi bevarede roen hele vejen i en tæt match, og vi vinder som hold, og ikke kun fordi vi har Peter Kildemand som kaptajn, men han symboliserer til fulde vores klubånd og årsagen til at vi vinder, fordi han har kørt i klubben siden han var fem år, sagde sportschef Morten Svendsen i ryttergården, hvor han var omringet af sit hold, øl og champagne.

Kaptajn Kildemand afgjorde Superfinalen

Peter Kildemand kørte ud til 22. og sidste heat med bevidstheden om, at en andenplads ville sikre Team Fjelsted det danske mesterskab.

Fynboen kiksede starten, hvor Region Vardes Mikkel Bech og Slangerups Kenneth Kruse Hansen var stukket af sted, og så var en omkørsel om DM-guldet i spil.

Men Kruse fejlede og Kildemand strøg forbi, og derfra holdt han over tre omgange sin andenplads, før han over målstregen løftede forhjulet og endda havde overskud til at knytte venstre næve i fuld fart forbi det ternede flag, mens holdkammeraterne kom styrtende til og gav ham en lufttur. 

Fjelsteds kaptajn, Peter Kildemand, kørte DM-guldet hjem i allersidste heat.
Fjelsteds kaptajn, Peter Kildemand, kørte DM-guldet hjem i allersidste heat.
Foto: Claus Bech / Scanpix

- Det er stort for os og for mig. Jeg har altid kørt for klubben, men aldrig vundet et dansk mesterskab. Jeg havde fået at vide, at andenpladsen ville gøre os til danske mestre, så jeg prøvede bare at komme godt i mål. Det er stort for klubben, og jeg synes vi har en rigtig god stamme, og Morten Svendsen har været god til at få kørere frem og tro på det. Det er virkelig et holdmesterskab, som er dejligt at vinde efter så mange år uden DM-titlen til Fjelsted, hvor jeg har kørt altid, men aldrig vundet et DM før nu, sagde Peter Kildemand.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

11 års danske holdmestre 

2007: Holsted
2008: Slangerup
2009: Holsted
2010: Slangerup
2011: Slangerup
2012: Esbjerg
2013: Esbjerg
2014: Holsted
2015: Munkebo
2016: Region Varde
2017: Team Fjelsted 

Oversigt

    Oversigt