Team Rynkeby udvider til udlandet

Rekord mange cykelryttere stiller til sommer op for Team Rynkeby, når turen går til Paris. Som noget nyt bliver cykelholdet til næste år udvidet med to svenske hold.

525 motionscyklister og 100 servicefolk fordelt på 11 danske og to svenske hold kører med Team Rynkeby til Paris til sommer for at samle penge ind til Børnecancerfonden i Danmark og Barncancerfonden i Sverige.

- Vi er glade for, at så mange mennesker bakker op om projektet og har lyst til at bruge et år på at hjælpe børn og familier, der har det svært. Deltagerne skal ikke alene passe deres træning, de skal også yde en indsats for at skaffe sponsorer til projektet, siger Jørgen Dirksen, adm. direktør i Rynkeby Foods i Ringe.

Men selvom holdet i 2011 bliver rekordstort, så er antallet af interesserede der ikke kommer med også rekordstort. Mere end 1000 interesserede har modtaget et afslag fra Team Rynkeby.

- Det er ærgerligt, at vi må skuffe så mange mennesker på ventelisten. Vi har haft mere end dobbelt så mange ansøgere til næste års tur, som vi havde til turen i år, og derfor har vi også startet fem nye hold op. Men det er desværre ikke muligt at få alle med, siger Jørgen Dirksen.

Traditionen tro vil mange kendte danskere trampe i pedallerne, når turen fra den 16 - 22. juli går til den franske hovedstad. Blandt kendisserne til næste år er Amin Jensen.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at samle penge ind til et godt formål, men det bliver også en krævende tur. Jeg håber på at komme i god form og smide en 10-15 kg inden afgang, så jeg også får overskud til at snakke og hygge mig med de andre ryttere undervejs, siger Amin Jensen.

Oversigt

    Oversigt