I det fynske folks tjeneste

Teater dykker ned i fremmedhad: - Så var der et hagekors ude på vejen

Teaterfolk i Odense prøver at forstå den svenske flygtningedebat. En gådefuld brand i et asylcenter fik dem til at opsøge en lille svensk by.

00:55

Anna Malzer og Aleksa Okanovic tog på research i Ljungby, der har været ramt af en asylcenterbrand. Video: Morten Albek

- Den her by er ikke højredrejet. 99 procent af menneskene i byen er gode.

Det var, hvad en pædagog i den svenske by Ljungby fortalte til to teaterfolk, da de besøgte byen. 

- Så gik vi udenfor, og så var der et hagekors på vejen! What? Hvad er det, der bliver skjult eller ikke talt om her, siger instruktør på Teater Momentum Anna Malzer om en af oplevelserne i den svenske by.

Sammen med manuskriptforfatter Aleksa Okanovic tog hun på research i det svenske for at forstå nuancerne i den svenske flygtningedebat.

Byen var i 2015 ramt af en af landets mange asylcenterbrande. I Ljungby gik det ud over en skole, der netop var klargjort til at huse 80 asylansøgere. Da nåede man op på 23 brande på asylcentre.

Vi er interesseret i alle synspunkter og de er alle lige gode. Vi har ikke nogen politisk agenda, hvor vil fremhæve nogen frem for andre.

Aleksa Okanovic, manuskriptforfatter

Researchturen har dannet grundlag for teaterstykket Selvtægt, der nu opføres på Teater Momentum i Odense.

- Vi havde den ambition at tale med alle de mennesker, vi overhovedet kunne nå på de få dage. Vi talte med journalister, en kunstner, en tidligere nynazist, muslimske kvinder og folk i en strikkeklub, fortæller Aleksa Okanovic.

Det mærkelige er, at ingen kender noget til brandens opståen.

- Der er bare ingen, der ved noget om den asylbrand. Ingen har hørt noget, ingen har set noget, siger manuskriptforfatteren.

Emil Prenter spiller nynazist og Amira Jasmina Jensen spiller den muslimske pige. Foto: Morten Albek

Men turen har givet indblik i mange forskellige menneskers syn på, hvordan verden hænger sammen. Og den viden bliver brugt i teaterstykket.

- Vi har prøvet ikke at censurere så alle karakterer i vores forestilling har en forklaring på, hvorfor integrationsproblemerne er der. Og de er jo forskellige. Så jeg kan ikke komme med et entydigt svar på, hvem der har gjort noget galt. Det er en række af sammenstød, misforståelser og forskellige verdenssyn, der tilsammen bliver til en virkelig svær og uløselig konflikt, siger Anna Malzer.

Den politisk korrekte fælde

I forestillingen på Teater Momentum følger man en svensk efterretningsagent af somalisk afstamning, der forsøger at opklare branden på et asylcenter. Men han møder en del modstand.

Samtidig følger man en lokal nynazist, der hader fremmede. Men han finder ud af, at en af de andre spillere på hans Counterstrike-hold er en muslimsk pige. Det sætter ham i en dobbeltrolle, hvor han både hader hende og er afhængig af hende som en professionel medspiller.

Der er lagt op til en interessant teaterfortælling, men kan den både underholde og skabe debat? 

For når man laver teater om et så følsomt emne som flygtningeproblemer, kan man let blive ramt af samme anklager om politisk korrekthed eller racisme, der har præget debatten i Sverige.

Det dilemma har fået Anna Malzer og Aleksa Okanovic til at tage et klart valg.

- Vi er interesseret i alle synspunkter og de er alle lige gode. Vi har ikke nogen politisk agenda, hvor vil fremhæve nogen frem for andre. Vi har talt med alle de her mennesker og i udgangspunktet betragter vi alt, hvad de siger, som sandt, forklarer Aleksa Okanovic.

Kender selv flygtningeproblemerne

Manuskriptforfatteren har selv en flygtningebaggrund, idet han kom til Danmark fra Jugoslavien som tre-årig. Og det har gjort, at emnet virker ekstra voldsomt på ham.

Ljungby oplevede i 2015 en af de mange asylcenterbrande i Sverige. Her var det en lokal skole, der netop var gjort klar til at huse 80 asylansøgere. Foto: Johan Nilsson / TT

- Når jeg har skullet arbejde med de nynazistiske ting i min research, er jeg blevet ramt privat. Men på den anden side, så har jeg måske en udviklet sensitivitet overfor nogle af de her emner. Så når jeg kan blive såret og føle, at det handler om mig, så er der måske nogle af de følelser, der er i spil, som jeg bedre kan forstå, siger Aleksa Okanovic.

Hans far kom til Danmark i 1975, og han kom selv herop sammen med sin mor året efter. 

- Min far flygtede fra Jugoslavien og sendte breve ud til alle ambassader i Europa. Dengang kom der svar fra Danmark, at de gerne ville modtage ham. Så det er grunden til, at jeg er vokset op i Danmark, forklarer han.

Debat med humor

Anna Malzer insisterer på, at selv om stykket handler om et alvorligt emne, skal det være underholdende for publikum. Derfor bliver det også kaldt en sort komedie.

- Jeg vil gerne bruge humor, så det er spiseligt. Og så vi kan være i det sammen, siger hun.

Selvtægt har premiere 22. september på Teater Momentum og spiller frem til 18. oktober.

Herunder kan du se tv-indslag fra prøverne.

02:46

Video: Morten Albek

Luk video