I det fynske folks tjeneste

Teatralske tyskere i fuld kontrol

01:34

TV 2/FYN talte med publikum før koncerten. Forsidefoto på video: Birgitte Heiberg, Fyens Stiftstidende.

Fynboerne fik halvanden times gennemkoreograferet helvedesridt på Tinderbox' røde scene, mener Gaffas anmelder, der giver tyskerne fire ud af seks stjerner.

Anmeldt af Espen Strunk, GAFFA

Der går en kroget linje hele vejen fra C.D. Friedrich og Goethe, over Nietzsche via Fritz Lang og Leni Riefenstahl til Rammstein. Og en næsten lige så kroget streg fra undertegnedes yngre år i halvfemserne til denne torsdag nat i udkanten af Odense, hvor berliner-bandet blænder op for deres potente og patosfyldte rockshow.

For det føles jo næsten som i går, at Till Lindemann og hans hårdtslående håndlangere trådte frem på midthalvfemsernes fesne rockscene og præsenterede et besnærende alternativ til (da)tidens mainstreammusik med deres fascinerende forkærlighed for fascistisk ikonografi, seksuelle afvigelser og andre af den vestlige kulturkreds’ mere dunkle facetter.

Det er godt tyve år siden – og i nat i Odense er der tale om en regulær folkefest for en titusindtallig blanding af trofaste fans og talrige tilstedeværende, hvis tilgang til koncerten indfanges fint af en pige bag mig: ”Altså, det var ikke noget, jeg ville sætte på derhjemme – men det er søreme et flot show,” som hun siger.

ANMELDELSEN FORTSÆTTER UNDER BOKSEN:

Og har – selvfølgelig – ret, i al fald i det sidste. Rammstein er et foretagende med en gennemført, æstetisk vision og et betydeligt teatralsk element – og i kombination med det hårdslående, industrial-funderede rockudtryk ligner det unægtelig opskriften på en sikker succes på en alkoholvædet og testosterontung torsdag nat i festivalregi. Og således bliver det.

Patos i provinsen
Halvanden times gennemkoreograferet helvedesridt går rent ind hos et publikum, hvis entusiasme forventeligt kulminerer under afviklingen af ældre træffere som ”Mein Herz Brennt,” ”Ich Will,” ”Du Hast” og endelig ”Engel,” der som tredje ekstranummer får lov til at udgøre epilogen i nat.

”Op med hænderne!,” råber Lindemann på gebrokkent dansk fra den spektakulært belyste scene, og der adlydes naturligvis; tysk patos møder dansk provins, og selv de mest berusede – og der er mange – kan være med.

Sidstnævnte segment fanger givetvis næppe meget af det fængslende, tysksprogede tekstunivers, men måske er det også mindre vigtigt i nat: Rockkoncerten handler om frigørelse fra kulturens byrde – om så blot for et par timer – og muligvis også fra sig selv. Ligesom enhver stadion-seance er en opvisning i fascismens massepsykologi, uanset om vi taler U2, Rammstein, Bruce Springsteen eller EM i fodbold.

Jo, det bliver en medrivende Sankt Hans-fest for Tinderbox-publikummet. Og mens en del begynder at forlade pladsen – tilsyneladende bevidste om festivalens håbløse adgangsforhold – ifører Lindemann sig sine store, ildsprudlende vinger og runder det rutinerede rockshow af.

Midt mellem boden med ”økologisk is med birkesaft og sukkertang” og en flok beduggede biceps-drenge spørger man et øjeblik sig selv, om det mest groteske show er dét på scenen eller det som udfolder sig på pladsen nedenfor. Men fred være med det, for Rammstein har leveret varen i nat. Farligt? Ikke rigtig. Men så absolut både fedt og festligt.  





 

Ved du noget? Så send os et tip