I det fynske folks tjeneste

Teenagepiger løsladt efter busvold i Assens

De skyldige er fundet efter en voldsepisode i weekenden, hvor en 19-årig kvinde blev overfaldet på Fyn.

De skyldige er fundet efter en voldsepisode i weekenden, hvor en 19-årig kvinde blev overfaldet på Fyn.

To teenagepiger på henholdsvis 16 og 17 år er blevet sat på fri fod igen, efter at de søndag aften erkendte sig skyldige i overfaldet på en 19-årig kvinde på rutebilstationen i Assens natten til lørdag.

Politiet opretholder dog sigtelsen i voldssagen, der har vakt stor opmærksomhed i offentligheden.

Pigerne blev anholdt søndag klokken 17.30 og 18.00, og under den efterfølgende afhøring på politigården i Odense indrømmede de at have trukket den 19-årige ud af bussen ved håret, hvorefter de rev og slog hende.

- De har aflagt fuld erkendelse. Der er tale om en tilståelsessag, sagde vagtchef Lars Thede søndag aften til Ritzau og tilføjede, at pigerne ikke er kendt for tidligere at have begået lignende kriminalitet.

Anholdelserne skete på baggrund af henvendelser fra offentligheden kombineret med tekniske beviser i form af overvågningsbilleder fra en bus samt oplysninger fra Facebook og Twitter.

Den 19-årige kvinde fra Ringe blev pludselig overfaldet af de to piger, da hun var ved at sætte sig ind i den natbus, der skulle køre hende hjem, og politiet mener umiddelbart, at kvinden er helt uskyldig.

De to kvinder var sammen med to mænd og yderligere en kvinde på busstationen natten til lørdag, men de deltog ikke i overfaldet.

- Vi ved ikke, hvorfor pigerne overfaldt hende. Men der har angivelig været noget tamtam nede på et diskotek, der hedder Havana, hvor gruppen føler sig svinet til af en kvinde.

- Om de forveksler den her kvinde fra diskoteket med den 19-årige, det ved vi ikke. Men der er i hvert fald ikke tale om den samme kvinde, siger Lars Thede.

Det var den 19-åriges mor, der anmeldte overfaldet, da datteren kom hjem til Ringe med mærker efter slag og spark og hudafskrabninger på kroppen og i ansigtet.

Overfaldet skete omkring klokken 01.30, da politiet fik en opringning fra en buschauffør om, at der var ballade på busstationen.

Selve overfaldet blev anmeldt godt en time efter af kvindens mor, da den 19-årige var kommet hjem til Ringe.