Ruder smadret i natten: Teenager gemte sig for hundepatruljen i krat

Tre teenagere smadrede ruder i et hus i Nørre Broby. Hundepatrulje fangede én af dem liggende i skjul.

Natten til mandag fik en beboer i Nørre Broby noget af en forskrækkelse, da ruder blev smadret i hans hus. 

Det oplyser Fyns Politis vagtchef Thomas Bentsen. 

Klokken var 02.41 da politiet fik et opkald fra manden, der bor på Østerågade i Nørre Broby. 

- Han ringede og var meget forskrækket over, at hans ruder blev smadret uden nogen grund, fortæller vagtchefen til TV 2/Fyn. 

Hunde finder ung mand i skjul

Da politiet kommer frem til den forurettede med de smadrede ruder, er dem, der har smadret ruderne, stukket af fra stedet.

- De er simpelthen forduftet fra stedet. Men vi har en idé om, at der er tale om chikane fra nogle unge mennesker, siger Thomas Bentsen. 

quote Han fortsætter flugten. Da han opdager, at han er blevet fundet, flygter han igen

Thomas Bentsen, vagtchef ved Fyns Politi

Derfor bliver der tilkaldt hundepatruljer, som meget hurtigt får færten af de forduftede gerningsmænd. Og ganske rigtigt - et stykke fra huset på Østerågade i Nørre Broby ligger der en ung mand gemt i noget krat. 

- Men han fortsætter flugten. Da han opdager, at han er blevet fundet, flygter han igen, fortæller vagtchefen og fortsætter:

- Han tager benene på nakken, men når ikke særligt langt, inden han bliver løbet op af hundene. 

Kedede sig bare

Den 17-årige unge mand bliver taget med på stationen, og Fyns Politi finder hurtigt ud af, hvem de andre bag de smadrede ruder er. 

Det drejer sig om en anden 17-årig mand og en 16-årig mand. De er alle tre fra Nørre Broby-området. 

- Der er ikke rigtig noget motiv for de smadrede ruder. De har egentlig bare gjort det, fordi de kedede sig, fortæller vagtchefen. 

De tre unge mænd er over den kriminelle lavalder, og derfor er de også gamle nok til at blive straffet for, hvad de har gjort. 

De vil alle tre få en plet på deres straffeattest, og så skal de betale en erstatning til manden, der natten til mandag fik smadret ruderne. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt