I det fynske folks tjeneste

Teenagetyve på rov

Fire teenage-tyveknægte var på rov natten til torsdag. Drengene luskede rundt i et hus på Strandvejen i Seden, og de slap af sted med tv og mobiler, men blev opdaget af naboen, som nåede at tilkalde politiet.

Lys og lygter i et hus på Strandvejen i Seden gjorde en nabo mistænkelig natten til torsdag. Naboen kontaktede derfor politiet, som hurtigt kunne konstatere, at der havde været indbrud, da de kom til stedet kl. 00.15.

Fladskærms-TV, mobiler og fjernbetjeninger var stjålet fra huset, og politiet satte straks efter tyveknægtene. Der gik kun et kvarter, så havde de fat i fire drenge på henholdsvis 15, 16 og 18 år. Politiet anholdt drengene, da de fandt tyvekoster fra indbruddet en halv time tidligere.    

Tyvene erklærede sig delvist skyldige, og blev løsladt godt fire timer senere.