I det fynske folks tjeneste

Tegneserieplads i Odense

Den odenseanske tegner Claus Deleuran skal hyldes og have sin egen plads i Odense. Det mener byrådsmedlem Anders W. Berthelsen, som har flere forslag til pladser, der kan bære tegnerens navn.

02:24

Deleurans bud på udgravninger af Albanitorv i Odense i 1956. Fra Illustreret Danmarks Historie - del.3

En tegning af Claus Deleuran

1 af 3

Claus Deleuran er mest kendt for sine finurlige tegneserier om Thorfinn, Danmarks-historie for Folket og ikke mindst Rejsen til Saturn, der blev filmatiseret i 2008.

Men Claus Deleuran, der blev født i Odense i 1946, har også illustreret skolebøger, og blev i 1991 tildelt den såkaldte Ping-Pris.

Opvokset i Odense

Claus Deleuran voksede op i Garnterhaven ved Nyborgvej, og i mange af hans arbejder indgår motiver, der tydeligvis er inspireret af hans opvækst i Odense. Odense Domkirke optræder fx i "Rejsen til Saturn", ligesom motiver fra Nyborgvej og andre lokaliteter i den østlige bydel er at finde i hans store produktion.

- I 2004 fik Odense Ove Sprogøes Plads, og dermed tilkendegav kommunen at odenseanskfødte personer fra massemedierne kan foreviges på gadeskiltene. Det mener jeg også en original tegner som Claus Deleuran bør, siger Anders W. Berthelsen(S).

Det socialdemokratiske byrådsmedlem mener, at det vil være oplagt at navngive krydset Nyborgvej/Reventlowsvej/Gyldenløvesgade "Claus Deleurans Kant" eller Skolegården bag den tidligere Korsløkkeskolen til Claus Deleurans Gård.

- Krydset ved Nyborgvej vil være helt oplagt. Her lå en gang en benzinstation, der er en dækforretning og en grillbar. Det er et lidt rodet område, som Claus Deleuran også har brugt i sine produktioner, siger Anders w. Berthelsen.

Mere end H.C. Andersen

Ideen til at navngive en plads i Odense efter den odenseanske tegner kommer fra Troels Vejgaard Jørgensen, der har en omfattende indsigt i Claus Deleurans arbejde.

- Det er en måde at markere, at jeg og mange andre synes, at han er en stor tegner og kommer her fra byen. Det vil vise at Odense er mere end H.C. Andersen og Ove Sprogøe, siger Troels Vejgaard Jørgensen.

Anders W. Berthelsen har den socialdemokratiske gruppe bag sit forslag, og regner ikke med at en tegnserieplads bliver et politisk stridspunkt i byrådet.

Reglerne for navngivning af pladser i Odense siger, at personer skal have været døde i fem år, før veje eller pladser må navngives efter personer. Claus Deleuran døde i 1996.

Se facebook-gruppen om Claus Deleuran