Teknisk nedbrud forsinkede valget i Odense

Lange køer og tekniske nedbrud betød, at Borgerservice i Odense blev nødt til at forlænge perioden, hvor vælgerne kunne stemme.

Køen strakte sig stadig langt ud på vejen ved Borgerservice i Odense, da klokken slog 20, og valgstederne skulle lukke landet over. 

Et teknisk nedbrud gjorde, at køen i en periode omkring klokken 19 stod fuldstændig stille. Blandt de vælgere, der i dag har brugt en del længere tid på at stemme end normalt, var Kasper Larsen, som måtte frem og tilbage fra Borgerservice tre gange, før køen ikke længere var uoverskuelig. 

- Det kom meget bag på mig. De andre gange, jeg har stemt hernede er det gået ret tjept, og jeg kunne se, at det kom bag på rigtig mange derude, fortæller han. 

Rev valgkort i stykker

Ikke alle havde dog Kasper Larsens tålmodighed ved dagens valg. En anden odenseansk vælger, som ønsker at være anonym, fortæller, at den lange kø gjorde ham så frustreret, at han rev sit valgkort i stykker og forlod køen. 

- Vi ventede i 20 minutter og måtte gå igen, da vi havde et lille barn med. Da vi kom ind i valglokalet, kunne vi ikke stemme, og vi fik overhovedet ingen forklaring, siger vælgeren. 

Det ærger Odense Kommunes valgansvarlige, som dog mener, at deres beredskab fungerede perfekt, da nedbruddet ramte. 

- Når man har med it at gøre, så kan der jo ske sådan nogle ting. Jeg er glad for, at vores beredskab fungerede perfekt. Der gik kun fem minutter, inden vi var oppe at køre igen, og det er vi rigtig glade for, fortæller Lise Merrild. 

Det var ikke kun på Borgerservice, at vælgerne her til aften måtte væbne sig med tålmodighed. Også på rådhuset i Odense, kunne man i perioder opleve køer langt ud på Flakhaven. 

På Borgerservice kunne den sidste vælger smide forlade stemmeboksen klokken 20.21. 

Oversigt

    Oversigt