Teleprisen til Nordfyns Kommune

Nordfyns Kommune er blevet belønnet med årets Telepris for at værdsætte den digitale infrastrukturs betydning for bosætning og erhverv.

Prisen på 15.0000 kroner bliver uddelt af Teleselskabet og Ingeniørforeningen IDA, og går i år til Nordfyn, fordi kommunen ikke opkræver leje, når teleselskaberne ønsker at benytte kommunalejet jord til at opføre telemaster.

- Dermed har kommunen udryddet en af de store barrierer, som teleselskaberne selv angiver for at forbedre mobildækningen i det nordfynske område, hedder det blandt andet i motiveringen.

Borgmester Morten Andersen er glad for prisen.

- Sådan en anerkendelse betyder en masse, ikke mindst fordi den kommer fra telebranchen selv. Vi arbejder målrettet på at øge tilgængeligheden til vores kommune, og det handler ikke bare om broer og veje, men mindst ligeså meget om digital tilgængelighed. Skal vi tiltrække borgere og virksomheder, så skal den digitale infrastruktur være på plads, siger borgmesteren.

Udover nedsættelse af lejeprisen arbejder kommunen på en kortlægning af huller i mobildækningen ved hjælp af et indrapporteringsmodul på kommunens hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt