I det fynske folks tjeneste

Terrariet i Vissenbjerg vandt kampen om de brune skilte

126.000 kroner koster det Terrariet i Vissenbjerg at sætte to brune infoskilte op ved afkørsel 54. Skiltene skal tiltrække 10.000 flere besøgende.

00:20

Video: Ole Holbech

Terrariet i Vissenbjerg har fået tilladelse til at opsætte de brune turistoplysningstavler ved afkørsel 54 på E20 Fynske Motorvej.

Med skiltet forventer terrariet at kunne tiltrække flere turister og nævner selv tal på 10.000 flere besøgende.

Samtidig er der en forventning om, at henvisningen til Vissenbjerg vil smitte af på lokalområdet. Således har Terrariet, Udvikling Assens og Assens Kommune tidligere sagt, at skiltet vil skabe en positiv effekt på hoteller og restauranter i området.

Borgmester: Not bad at all

Borgmester Søren Steen Andersen glæder sig over tildelingen af skiltet og skriver ganske kort på Facebook: "Så lykkedes det for Terrariet - Reptile Zoo i Vissenbjerg at få tilladelse til brun henvisningstavle på motorvej E20, afk. 54! Not bad, not bad at all...!".

Læs også Nye turistskilte på Fynske Motorvej

Han oplyser samme sted, at prisen for skiltene er 126.000 kroner. Terriariets leder har tidligere oplyst til Fyens.dk, at der er budgetteret med udgiften.

Det er særligt udvalg i Region Syddanmark som udvælger, hvilke seværdigheder, der må sætte turistoplysningstavler op langs motorvejene.

Udvalget består af de tidligere folketingsmedlemmer Jens Vibjerg (V) og  Poul Andersen (S) samt Mogens Therkelsen, direktør og ejer af transport- og logistik-virksomheden HPT, og Jytte Reinholdt, direktør i Fynsk Erhverv.

Ditlevdal Bison Farm i Morud havde også ønsket at få skilte ved afkørsel 54, men med valget af Terrariet i Vissenbjerg får de ikke tilladelsen. Vejdirektoratet tillader nemlig kun et sæt henvisningsskilte ved hver afkørsel.

01:29 Luk video