Terrorsigtede erklærer sig uskyldige

To terrorsigtede, der blev løsladt fra varetægtsfængsel fredag, mener at samtaler med en dansk konvertit tidligere på året ligger bag, at de blev anholdt og sigtet for terror.

Mystisk dansker

I et interview med Politiken tirsdag fortæller de to terrorsigtede for første gang deres version af sagen fra Vollsmose.

De to mænd, der blev løsladt fredag efter otte uger i isolationsfængsel, bedyrer deres uskyld og forsøger at give en forklaring på, hvorfor de blev anholdt.

De henviser bla. til en dansk konvertit, som dukkede op i det muslimske miljø tidligere på året. Han havde angiveligt været soldat i Bosnien, hvor han konverterede til islam.

De sigtede førte mange samtaler med danskeren og mener, at det muligvis er baggrunden for, at de blev anholdt.

Manden forsvandt sporløst efter anholdelsen af syv terrormistænkte i september, skriver Politiken.

Uimodsagte udtalelser

Hverken politiets rejsehold, de sigtedes forsvarere, Politiets Efterretningstjeneste (PET), anklageren fra
statsadvokaturen, dommer Ingrid Therkelsen eller Odense Politi
har ønsket at kommentere de sigtedes beretning.

De henviser alle til, at grundlovsforhørene har været afholdt bag lukkede døre, og at de derfor ikke kan udtale sig. Derfor står de to løsladte mænds version af begivenhederne uimodsagt.

Oversigt

    Oversigt