I det fynske folks tjeneste

Test og samtale supplerer snittet

01:47

1 af 2

Karaktererne er ikke nok, hvis man i fremtiden ønsker at studere på Syddansk Universitet.

Målsætningen er, at alle skal optages på baggrund af samtaler og tests, så karaktererne kun et af parametrene, når man vil studere på SDU.

Direktionen på universitetet har besluttet, at allerede ved optaget i 2017 er det målsætningen, at hver fjerde studerende skal optages på baggrund af samtaler eller diverse former for tests.

Dermed gør Syddansk Universitetet definitivt op med traditionen om, at det udelukkende skal være ansøgerens karaktergennemsnit, der afgør, om vedkommende skal optages.

Andre parametre spiller også ind, når man skal vurdere, hvem der har de bedste akademiske evner.

- Vi vil gerne se på det hele menneske. Og ud over karaktererne kan ansøgeren have nogle personlige kompetencer og interesser, som er relevante i forhold til et bestemt fag, siger Henrik Dam, der er rektor ved Syddansk Universitet.

Han tilføjer, at universitetet i forvejen har gode erfaringer med optagelsessamtaler ud fra de såkaldte kvote 2-ansøgninger.

Det begyndte allerede i 2002, hvor sundhedsuddannelserne efter forbillede fra de bedste udenlandske universiteter indførte alternative optagelseskriterier.

Og nu har ordningen bredt sig til 33 uddannelser på Syddansk Universitet. Disse uddannelser spænder fra idræt, medicin, psykologi til jura, statskundskab og HA-uddannelserne.

I andre dele af universitetsverdenen kaldes denne fremgangsmåde ligefrem for "SDU-modellen."

Det bedste match

- Det handler om at sikre det bedste match. Vi ønsker at afstemme forventningerne mellem universitetet og den studerende allerede før studiestarten. Og vores erfaringer viser, at denne type studerende har et lavere frafald end dem, som udelukkende er optaget på deres gennemsnit, fortæller Henrik Dam.

Han tilføjer, at universitetet nu vil sikre sig en godkendelse af planerne hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Formanden for Syddanske Studerende på Syddansk Universitet, Andreas Munk Jensen, kalder universitetets beslutning for historisk:

- Det er Danmarkshistorie. Alt for længe er dygtige unge med store potentialer blevet afvist med beskeden om, at de skulle have taget deres gymnasietid mere alvorlig, siger Andreas Munk Jensen og tilføjer:

- I fremtiden vil Syddansk Universitet producere flest iværksættere, kreative medarbejdere og nytænkende forskere. Der vil blive optaget flere "særlige sjæle", som tidligere blev sorteret fra, fordi de måske havde haft et lidt flyvsk ungdomssind. Og universitetet vil få studerende, som har gjort sig alvorlige overvejelser om deres studium, og som kommer med stor motivation.

Ved du noget? Så send os et tip