Tester faldskærm til rumraket i Beldringe

Den danske raket-forening, Copenhagen Suborbitals, gennemfører søndag den største og mest komplekse faldskærmstest i foreningens historie. Det foregår i HCA Airport i Beldringe.

Hvis vejret tillader det, vil et team for første gang teste tre hovedfaldskærme på én gang i luftrummet over HCA Airport i Beldringe.

Det er en ganske afgørende test på vejen mod drømmen om at sende verdens første amatør-astronaut ud i rummet, skriver Copenhagen Suborbitals i en pressemeddelelse.

Testen af faldskærmene handler i sidste ende om forskellen på liv eller død, lyder det.

- Det her er et enormt vigtigt skridt i vores udviklingsarbejde hen imod opsendingen af den bemandede rumkapsel med raketten Spica, som er selve hovedmissionen i Copenhagen Suborbitals, siger Mads Stenfatt, som er Parachute Lead og den ene ud af tre astronaut-aspiranter.

Testet flere gange i Beldringe

Copenhagen Suborbitals har flere gange tidligere brugt lufthavnen i Beldringe til test af faldskærme. Men det er altså første gang at tre faldskærme skal testes på samme tid.

Mads Stenfatt er til daglig prisanalytiker i Danske Bank. Han har brugt sin fritid på sammen med resten af teamet at træne i både vindturbiner og lade sig kaste ud fra fly.

Han har viklet 768 meter faldskærmsline ud og ind et utal af gange derhjemme på sit eget stuegulv, splejset 192 øjer på de i alt 96 liner og dobbelttjekket alt fra luftindtag til kalibrering af udstyr til tidstagning. Målet er at optimere og korrigere faldskærmssystemerne, skriver Copenhagen Suborbitals.

- Vi har blandt andet designet et system, der kan koble den normale faldskærmsrig til de tre hovedfaldskærme. Det giver også en anden gevinst - nemlig muligheden for at montere flere kameraer, så vi bedre kan dokumentere begivenhederne, fortæller Mads Stenfatt.

Copenhagen Suborbitals

Oversigt

    Oversigt