Thor P. afviser klage fra Ærøfamilie

En storfamilie fra Ærø har klaget til Folketinget over den kritik, som Pia Kjærsgaard er kommet med. Men det får de ikke noget ud af, siger Folketingets formand, Thor Pedersen.

Når du selv går til medierne med din livshistorie, må du også efterfølgende finde dig i, hvad der bliver sagt om dig fra Folketingets talerstol - også selvom det ikke er korrekt.

Vide grænser for debat

Sådan lyder beskeden fra Folketingets formand, Thor Pedersen (V), til en familie fra Ærø med syv børn. Familien har klaget til Folketingets formand, fordi Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, under afslutningsdebatten - i forbindelse med en debat om beskæringen af børnechecken - anklagede familien for kun at have fået børnene for pengene skyld.

Ifølge Thor Pedersen er der dog "meget vide" grænser for, hvad
folketingsmedlemmer kan sige under debatterne. Og så er der lige
det med, at familien selv stod frem og fortalte om konsekvenserne ved det loft over børnechecken, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti har foreslået i Genopretningspakken.

- Det passer ikke

- Der, hvor man selv gør sig medieinteressant, der må man også tåle, at det medfører kommentarer fra medlemmer af Folketinget, hvis sagen havner i tinget, siger Thor Pedersen.

Når familien imidlertid er utilfreds, skyldes det netop Pia Kjærsgaards anklage om, at moderen havde fortalt børnene, at "hvis hun havde vidst, der var kommet et indgreb, så var de aldrig kommet til verden". Ifølge moderen, Inga Thomas, passer det ikke.

Ændrer intet

Folketingets formand mener ikke, at det ændrer noget.

- Der er sikkert meget, der siges fra Folketingets talerstol, som vi kan diskutere, om det er rigtigt eller forkert. Der er jo ikke nogen, som sidder i formandsstolen, som er bekendt med, hvad folk har sagt ude i den store verden til lokale medier. Det er fuldstændig umuligt, siger Thor Pedersen. 

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt