Thorning om ballademagere: Grotesk angreb

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kalder scenerne fra angrebet på skadestuen i Odense absurde og groteske.

Personerne bag kølleangrebet på en skadestue i Odense får hårde ord med på vejen af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der holder pressemøde i forbindelse med Socialdemokraternes sommergruppemøde på LO-skolen i Helsingør.

- Det er nogle meget voldsomme, nærmest groteske scener, vi har set fra Odense. Det er en absurd og meget truende adfærd over for personale og patienter. Jeg opfatter det som en grov kriminel handling, siger Helle Thorning-Schmidt.

Den socialdemokratiske formand fastslår samtidig, at hun har fuld tillid til politiet, som har skabt ro i Vollsmose og nu arbejder på at retsforfølge deltagere i angrebet.

De voldsomme begivenheder eskalerede, da en 26-årig mand var blevet indlagt med skud- og stiksår, efter at to rivaliserende grupper var stødt sammen i Odense-bydelen Vollsmose under en eidfest ved afslutningen af ramadanen.

Allerede da politi og ambulance ankom, blev de angrebet med sten, og da ofret var bragt til skadestuen, dukkede en aggressiv forsamling op for at få fat i den sårede.

Den talstærke gruppering trængte ind på skadestuen, hvor de rev billeder ned fra væggene og smadrede vaser, inden politiet fik trængt dem tilbage.

Tirsdag anholdt politiet seks personer, og de tre, der fortsat er anholdt, fremstilles i grundlovsforhør onsdag formiddag. De er henholdsvis sigtet for forsøg på manddrab og for grov uorden, groft hærværk og trusler mod politi og sygehuspersonale.

På Christiansborg har flere fremtrædende politikere beskyldt hinanden for at have medansvar for angrebet på skadestuen.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kæder på Facebook angrebet sammen med, at "regeringen har lavet en stribe lempelser i vores udlændingepolitik".

Også Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kaster sig ind i status-striden på de sociale medier.

- 10 års integrationspolitik med VKO har ikke hjulpet, skriver han på Twitter.

Oversigt

    Oversigt