I det fynske folks tjeneste

Ti års fængsel for mord på kæreste

En 42-årig mand fra Odense er blevet idømt 10 års fængsel for mordet på sin kæreste. Dommen faldt tirsdag eftermiddag ved retten i Odense.

Det oplyser DR Fyn.

De seks nævninge og tre dommere var enige om at kende manden skyldig i manddrab. Han dræbte sidste år sin kæreste med kvælertag og til sidst med et viskestykke, som han snørede om hendes hals. Drabet fandt sted i deres hjem på Valkendrupsgyden nordvest for Odense.

Krævede 12 år bag tremmer

Anklageren ville have manden dømt til 12 års fængsel. Men dommerne og nævningene fandt det formildende, at manden var blevet angrebet af kæresten med en kniv. Derfor blev straffen nedsat med to år.

Den dømte udbad sig betænkningstid. Også anklageren overvejer at anke, fordi straffen blev nedsat.
- Vi må hjem og se på sagen og nærlæse afgørelsen, siger Heidi Colbæk fra Statsadvokaten for Fyn.

Ved du noget? Så send os et tip