I et hus i et villakvarter på Rugårdsvej i Odense lå familien Helmer Jensen og sov den aprilmorgen for 78 år siden. På samme tid var tyskerne rykket ind over grænsen til Danmark. Både til lands, til vands og i luften.
- Det var tidlig morgen ved fire-femtiden, og der var en kraftig motorlarm. Jeg røg ud af sengen. Dengang havde man jo ikke sit eget værelse, så jeg sov i soveværelset sammen med mine forældre, fortalte Leif Helmer Jensen til TV 2/Fyn i et indslag om besættelsen på Fyn tilbage i 2012.
Men min far var ingen humørbombe om morgen, så der lød to korte bemærkninger: - Gå i seng. Det er en øvelse.
- Og da jeg så de maskiner drøne over os, så fór jeg hen til min far og fortalte om det. Men min far var ingen humørbombe om morgenen, så der lød to korte bemærkninger: - Gå i seng. Det er en øvelse.
Men det var ingen øvelse. Og Fyn var sammen med resten af landet besat af tyskerne.
Men hvad skete der egentlig den 9. april 1940, da Fyn blev besat - se indslaget herunder fra 2012.
Hverdagen fortsatte for fynboerne
Flemming Pedersen fra Odense var 18 år, og han mødte som sædvanligt op på sit arbejde den aprildag.
Tyskerne gik tit i friluftsbadet, kan jeg huske. De kom i store kompagnier og skulle ud at bade.
- Vi vidste ikke, hvad der var sket. På arbejdspladsen erindrer jeg ikke, at der blev talt noget som helst om, hvad der var sket. Det var først senere, at vi fik at vide, at tyskerne var gået i land i Nyborg, Korsør og andre havne.
Tyskerne var ikke specielt synlige i Odense i april. Men de var der, erindrede Leif Helmer Jensen.
- Tyskerne gik tit i friluftsbadet, kan jeg huske. De kom i store kompagnier og skulle ud at bade. Hvis man gik over på Eksercermarken (det gamle hangaranlæg red.), så kunne man se tyskerne. Men ellers var det ikke hverdag. Det var først senere, at vi fattede, at vi var besat.
Først 18. maj 1940 blev tyskerne for alvor en del af bybilledet i Odense. Her kom tyskerne marcherende ind gennem byen.
- Det gør de, fordi Odense er den største by på Fyn, og man selvfølgelig skal markere sin besættelse, fortalte arkivar i Historiens Hus i Odense, Andreas Skov, i indslaget.
For Flemming Pedersen og hans jævnaldrende fortsatte livet næsten upåvirket til trods for udgangsforbud, besættelse og mørklægning.
- Man gik ud og dansede. Og det gjorde vi unge mennesker da også, når vi havde fri. Så livet fortsatte sådan set sin gang.
Han mener dog, at det er vigtigt at huske på 9. april.
- Alting gentager sig. Og derfor skal vi være vågne for, hvad vores politikere foretager sig. Både her i landet - og i udlandet.
9. april-artikel