I det fynske folks tjeneste

100 arbejdspladser på vej: Tidligere champignon-virksomhed skal dyrke cannabis

Egehøj Champignon skifter svampene ud med cannabis. Firmaet har indgået en aftale med canadiske Atlas Biotechnologies om at etablere et produktionscenter til medicinsk cannabis ved Veflinge.

Egehøj Champignon skifter svamp ud med hamp, efter man har indgået en aftale med canadiske Atlas Biotechnologies. Foto: Morten Grundholm

Der er 100 nye arbejdspladser på vej til Nordfyn. Det er der, efter Egehøj Champignon har indgået en aftale med den canadiske virksomhed Atlas Biotechnologies, som producerer cannabis. 

Aftalen betyder, at den tidligere champignonproducent nu i stedet skal producere cannabis på den knap 16.000 kvadratmeter store ejendom. Det skriver Atlas Biotechnologies i en pressemeddelelse. 

Læs også Fynsk cannabis-eventyr fortsætter: Et af verdens største cannabisbyggerier afsløres

Direktør for Egehøj Champignon, Kent Stenvang, får samtidig jobtitlen Denmark Head of Operations hos den canadiske virksomhed. 

- Jeg har oplevet samarbejdet med Atlas som særdeles positivt og professionelt. Deres arbejde med udvikling af produkter indenfor medicinsk anvendelse af cannabis er helt unikt, og jeg forventer mig meget af samarbejdet, siger han i en pressemeddelelse.

Europæisk base

Ejendommen, der ligger på Hedebovej ved Veflinge, består blandt andet af 36 klimakontrollerede rum, som den canadiske virksomhed mener er ideelle til cannabisproduktion.

Aftalen betyder samtidig, at Egehøj Champignon bliver Atlas Biotechnologies' europæiske base for produktion og udvikling af cannabis. 

Den canadiske virksomhed har sikret sig retten til at købe ejendommen til en fastsat pris når som helst i løbet af de næste 20 år. 

Læs også 100 arbejdspladser på vej til Kerteminde: Rosa Danica klar til kæmpe cannabis-byggeri

Ifølge direktør Kent Stenvang kommer de nye arbejdspladser i to bølger. 

-  Vi forventer at etableringen af udviklings- og produktionsfaciliteter her på Hedebovej vil medføre 50 lokale jobs på den korte bane og antageligt op mod 100 henover de næste 2-3 år – det glæder mig naturligvis også, siger han i en pressemeddelelse.

Lukkede i 2018

I maj 2018 måtte Egehøj Champignon fyre 50 medarbejdere og stoppe produktionen af champignon efter mere end 50 års produktion. Årsagen var en skimmelsvamp, der var til stede i virksomhedens fremstilling af kompost, som man brugte . 

Da det ikke var praktisk eller økonomisk muligt at få leveret kompost på andre måder, var man nødsaget til at lukke, men nu ser det altså ud til, at der igen kan komme liv i lokalerne. 

Atlas Biotechnologies forventer første cannabishøst i begyndelsen af 2020. 

Læs også Fynsk cannabis kommer snart på hylderne