Tidligere DF'ere går til modangreb: Dorthe Ullemose er ynkelig

En pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti Svendborg ripper op i en gammel strid med beskyldninger om smædekampagne og censur.

Efter en sommer med ro i Dansk Folkeparti i Svendborg bliver der nu smidt brænde på et gammelt, tilsyneladende ulmende, bål.

Det er de tre tidligere DF'ere Jens Munk, Jesper Larsen og Morten Sol, som reagerer på en pressemeddelse, Dansk Folkeparti Svendborg sendte ud midt på ugen.

I pressemeddelsen gentager partiets lokalafdeling en række af de anklager, som tidligere har været rettet mod de tre forhenværende DF'ere. Desuden tager partiets formand Jakob Brogaard "afstand fra de tidligere illoyale partifæller".

I pressemeddelelsen skriver Jakob Brogaard blandt andet: "Vi ved, at Dansk Folkepartis vælgere er kloge nok til at se bort fra den ubehagelige og ensidige smædekampagne og censur, der har kørt og som intet har med politik at gøre. Det har kostet lidt, men det er på ingen måde ønskværdigt for nogen politisk organisation at have medlemmer, der lækker interne fortrolige oplysninger til pressen".

DF's fremtrædende Svendborg-medlem, Dorthe Ullemose, som både er byrådsmedlem og medlem af Folketinget, delte pressemeddelelsen på Facebook, men fjernede den igen, da TV 2/Fyn spurgte ind til indholdet.

Hun har siden delt pressemeddelelsen påny (se under artiklen).

Morten Sol: Dorthe Ullemose er ynkelig

I en mail til TV 2/Fyn tager Jens Munk, Jesper Larsen og Morten Sol til genmæle, og mener at det er Dorthe Ullemose, som har orkestreret pressemeddelelsen.

Morten Sol skriver blandt andet (teksten bringes her uredigeret, red.):

"At indholdet er dikteret af Dorthe Ullemose er tydeligt for enhver der kender hende.... hendes behov for at andre skal beskrive hendes “fortræffeligheder” er enormt.... selv jeg har mails liggende hvori hun skriver, ros mig, skriv jeg gør det super godt osv osv.... hun er det ynkeligste menneske jeg kender og en skændsel for DF....".

Morten Sol mener, at det ville klæde DF ikke at rippe op i det gamle nag, "men deres pressemeddelse er Dorthes behov, og hvor er de ilde stedt, med den utroværdige kvinde som frontfigur!".

Han tilføjer, at "Dansk Folkepartis hovedbestyrelse bør sidde med røde ører over at have hende til at være deres repræsentant, men siddende på det yderste mandat, har det lykkedes hende at holde dem skak! TRIST".

Jens Munk skriver (teksten bringes her uredigeret, red.): "Ja hun (Dorthe Ullemose, red.) anvender nok Simon Spis ordsprog. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. For Simons vedkommende gav det god reklame, hvilket jeg nægter at tro på er gældende for Dorthe, det er simpelthen for dumt, at hun begynder igen".

Jesper Larsen skriver (teksten bringes her uredigeret, red.): "Jeg interesser mig ikke længere for hvad Dansk Folkeparti siger eller gør. Jeg er er kommet fint videre og det samme vil jeg anbefale Dansk Folkeparti at gøre. Svendborg Kommunen er udfordret af en meget svag økonomi disse år. Derfor koncentrerer jeg mig om, at deltage i budgetmøder og de bedste løsninger for borgerne i Svendborg. Jeg vil meget hellere have besøg af jer hvor i (TV 2/Fyn, red.)kan se min nye hjertestarter på mit hus. Danmark redder liv trænger til meget mere reklame".

Ligesom da vi forleden omtalte pressemeddelelsen fra Dansk Folkjeparti Svendborg har vi i forbindelse med denne artikel forgæves forsøgt at få en kommentarf fra Dorthe Ullemose.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt