Tidligere elitesvømmer skal være ny sportsvært

Fynske Rikke Møller Pedersen skal fra den 1. juni være ny vært på TV 2 Sport.

Den tidligere elitesvømme Rikke Møller Pedersen skifter svømmehallerne ud med TV 2’s studier på Kvægtorvet i Odense. Hun skal nemlig være vært på sportskanalen TV 2 Sport.

- Jeg er både stolt og ydmyg. Jeg glæder mig til at være med til at invitere seerne til magiske øjeblikke og store oplevelser i sportens verden. Det er også min passion at vise det fulde og ærlige billede af atleternes sport og deres evige stræben efter nye mål og sejre, siger Rikke Møller Pedersen til TV 2.

Rikke Møller Pedersen, som er født i Odense i 1989, starter på TV 2 Sport den 1. juni 2019.

Glorværdig karriere

Rikke Møller Pedersen svømmede på det danske svømmelandshold fra 2008 til 2019, og er af eksperter blevet beskrevet som en af de mest talentfulde brystsvømmere i verden nogensinde.

Rikke Møller Pedersen bliver nok nødt til at skifte sin badedragt ud, når hun skal være vært på TV 2 Sport.
Rikke Møller Pedersen bliver nok nødt til at skifte sin badedragt ud, når hun skal være vært på TV 2 Sport.
Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Fynboen er indehaver af ikke mindre end 27 internationale medaljer, vundet ved enten langbane-EM, kortbane-EM eller -VM samt OL, og hun har desuden fortsat verdensrekorden på 200 meter bryst (2 minutter og 19,11 sekunder red.), som hun satte ved VM i 2013.

Hos TV 2 ser de også meget frem til deres nye tilføjelse.

- Rikke har et kæmpe potentiale som vært. Gennem sine sportslige præstationer og store charme har hun allerede bred appel blandt danskerne, og så er hun i kraft af sin sportskarriere vant til at arbejde stenhårdt for at nå sine mål. Vi ser meget frem til at byde Rikke velkommen i hendes nye rolle som vært og journalist, siger Kristian Bech Josefsen, som er redaktionschef på TV 2 Sportsnyhederne.

Fakta om Rikke Møller Pedersen

Ud over de mange sportslige resultater, har Rikke Møller Pedersen modtaget en lang række priser.

Hun har blandt andet vundet Dansk Svømmeunions Ragnhild-pris. Derudover har hun også været ambassadør for Dansk Handicap Idræt - men i fremtiden er hun altså at finde på skærmen på TV 2.

Oversigt

    Oversigt