I det fynske folks tjeneste

Tidligere fynsk VM-målmand: Dumt at undervurdere Australien

Fynske Thomas Sørensen advarer det danske fodboldlandshold mod at undervurdere Australien til sommerens VM-slutrunde. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Landsholdet skal tage opgaven mod Australien ved VM i Rusland seriøst, mener Thomas Sørensen.

Det danske landshold må ikke undervurdere Australien, når de to hold møder hinanden til sommerens VM.

Sådan lyder advarslen fra den tidligere landsholdsmålmand, fynboen Thomas Sørensen.

Den tidligere keeper har et godt kendskab til australsk fodbold, da han afsluttede karrieren med to år hos Melbourne City fra 2015 til 2017.

Forventningen i Danmark til kampen mod Australien er, at det er den, Danmark skal vinde. Men i Australien vil man sige det samme

Thomas Sørensen

- De (Australien, red) har givet mange hold problemer. Hvis man ikke tager det seriøst og ser bort fra det, så er man dum. 

- Forventningen i Danmark til kampen mod Australien er, at det er den, Danmark skal vinde.

- Men i Australien vil man sige det samme, siger Thomas Sørensen til avisen The Canberra Times.

Læs også Thomas Sørensen kåret som årets målmand i Australien

Åbner mod Peru

Danmark er havnet i gruppe med Australien, Peru og Frankrig ved VM-slutrunden i Rusland.

Danskerne åbner mod Peru 16. juni, inden Australien venter i den anden kamp fem dage senere. Den sidste gruppekamp er mod Frankrig, der er favorit til at tage den ene af de to pladser videre i turneringen.

Mens Danmark de seneste dage har testet VM-formen med en 1-0-sejr over Panama og 0-0 mod Chile, så har Australien mødt Norge og Colombia.

Med den midlertidige træner Bert van Marwijk på bænken tabte "Socceroos", som landsholdet kaldes, i weekenden 1-4 til Norge, inden det blev 0-0 mod Colombia. 

- Jeg tror, at Socceroos blot forsøger at finde sig til rette under den nye manager. Man kan ikke lægge den store betydning i resultaterne, vurderer Thomas Sørensen, der voksede op i Assens og i sin karriere nåede at spille for både Svendborg og OB.

- Dette var sidste chance til at afprøve ting. Jeg er sikker på, at Australien er klar til VM, når det går i gang, siger danskeren.

Thomas Sørensen har to gange repræsenteret det danske landshold ved et VM. Det var i 2002 i Japan og Sydkorea, hvor Danmark kæmpede sig videre til knockoutfasen, og det knapt så gode VM i Sydafrika i 2010.

Læs også Eriksen topper liste over verdens bedste

Ved du noget? Så send os et tip