I det fynske folks tjeneste

Tidligere kriminalchef smed ringbind i sø før ransagning

Ransagning hos tidligere kriminalchef i Odense gik i kuk for politiet: To ringbind blev smidt i sø, og en computer med materialet blev destrueret.

Jens Erik Lehmann forklarer om en mordsag, mens han endnu var kriminalchef i Odense

En ransagning i april 2003 hos Odenses tidligere kriminalchef Jens Erik Lehmann gik helt galt for politiet.

Først låste han døren for politiet, dernæst smed han to ringbind i en nærliggende sø, og endelig fik politiet ikke sikret indholdet på en computer hos ham. Da man senere ville hente den, var den blevet destrueret.

Det kom frem i det første retsmøde i retten i Rødding, hvor tre mænd - den tidligere ledelse af Investorforeningen af 22.2.1995 - står tiltalt for groft mandatsvig, bedrageri og underslæb til mere end 1,6 millioner kroner.

Anklageren mener, at de har brugt foreningen som et tag selv bord. De tre nægter sig skyldige, og forsvarerne mener, at alt er foregået lovligt.