I det fynske folks tjeneste

Tidligere landsholdsfløj skifter til Odense Håndbold

Odense Håndbold henter den tidligere danske landsholdsspiller Anne Mette Pedersen til næste sæson.

Odense Håndbold har skrevet en etårig kontrakt med højrefløjen Anne Mette Pedersen, der til sommer skifter til de ambitiøse fynboer. Foto: Odense Håndbold

Odense Håndbold fortsætter oprustningen frem mod den nye sæson. Mandag har den ambitiøse klub skrevet kontrakt med den tidligere danske landsholdsspiller Anne Mette Pedersen, der skifter fra Herning-Ikast Håndbold til Odense Håndbold på en etårig kontrakt.

Pladsen på højre fløj skal Anne Mette Pedersen dele med Trine Østergaard. Jessica Quintino, som også spiller højre fløj, er lige nu gravid, og hun er derfor ude en stor del af den kommende sæson.

Læs også Hjernerystelse holder Odense-målmand ude af Golden League

Tilgangen af den 26-årige fløjspiller glæder Odense Håndbolds cheftræner, Jan Pytlick.

- Jeg er glad for, at vi har indgået en aftale med Anne Mette. Hun er en spændende og dygtig spiller, som kommer med god erfaring fra blandt andet København og Herning-Ikast. Hun har altså spillet i de store klubber, har prøvet en del, og så har hun også god erfaring fra landsholdet, siger Jan Pytlick.

Anne Mette Pedersen, der har spillet 27 danske landskampe, ser frem til det nye kapitel, der altså starter til sommer, hvor hun skifter til Odense.

- Jeg ser meget frem til at blive en del af Odense Håndbold, og jeg er glad for, at aftalen er faldet på plads. Det er en stor mulighed for mig. Jeg glæder mig til at blive en del af så godt et hold, og jeg har hørt mange gode ting om Odense Håndbold, siger højrefløjen.

Læs også Odense Håndbold scorer Champions League-stjerne

Tidligere har Odense Håndbold også offentliggjort en kontrakt med den hollandske stjerne Nycke Groot, der til sommer skifter fra ungarske Györ til fynboerne på en toårig aftale.