I det fynske folks tjeneste

Eks-medlem af ungdomsparti idømmes fængsel for voldtægt

Et tidligere medlem af Liberal Alliances Ungdom er fundet skyldig i voldtægt af yngre partifælle.

Foto: Peter Bergman

Retten i Odense har onsdag idømt et tidligere medlem af Liberal Alliances Ungdom syv måneders ubetinget fængsel for voldtægt af et yngre partimedlem.
Det skriver DR.
Manden skal desuden betale 20.000 kroner i erstatning til offeret.
Den dømte, der er en 24-årig mand, har anket dommen.
Tidligere på året berettede en række anonyme kvinder fra Liberal Alliances Ungdom om krænkelser og overgreb i ungdomspartiet.

Læs også 29-årig mand varetægtsfængslet i sag om voldtægt på bosted

Det var i den forbindelse, at anklagen om voldtægt kom frem.
Flere sager førte til politianmeldelser.
Ifølge Retten i Odense udnyttede den nu dømte 24-årige mand, at offeret var i en tilstand, så hun ikke kunne modsætte sig samleje.
Den juridiske dommer og de to domsmænd var ifølge DR ikke enige om afgørelsen af sagen.
Den juridiske dommer mente, at manden skulle frikendes med den begrundelse, at de nødvendige beviser ikke var lagt frem.
De to lægdommere vurderede til gengæld, at manden skulle kendes skyldig.